Ja, det er måske nok den overskrift til dato, der har givet mindst mening.
Måske…
Men altså, man har jo kun det skæg, man selv sidder på. Eller som i dag: Du hopper på.
Du ved den sjov, glæde og nydning, som du selv sørger for at finde plads til i hverdagen. Og nogle gange er det endda med ekstra magisk soundtrack.
Og så behøver du jo ikke at gøre det alene. Se selv:
Og husk lyd for den fulde oplevelse. .
I pinsen vågnede jeg til morgensol og fuglekvidder.
Ja, det var der ganske vist ikke meget af i år, men sover man i telt og vågner tidligt nok, ja så er der mulighed for begge dele. Og så heldig var jeg. Heldig og lidt kold efter natten, hvis jeg skal være helt ærlig.
Og inspireret, trods de kolde lemmer, var jeg endda også. Jeg måtte simpelthen bare prøve om jeg kunne få sådan en omgang fuglekvidder helt ud i fingrene. Og det kunne jeg!
Det blev nemlig til disse små lækkerbidskner:
Hvad de skal bruges til? Ja, det må jeg jo finde ud. Men mon ikke jeg helt sikkert kan finde på noget at bruge de små skønne skabninger til?
Trænger du også til lidt af din egen magiske fuglekvidder, så find opskriften her:
Der er grønt på menuen i dag. Alt det gode grønne, som er godt for øjnene – og for sjælen.
Altså alt det andet (blomkål, tomater og løg) er godt nok købt i butik, meeen: Krydderurterne, det smukke skønne grønne, det kommer altså fra haven.
Og det er simpelthen noget af det bedste for sjælen at hente det i haven – endda balancerende med en Margrethe-skål imellem knæene (og naturligvis er det en grøn Margrethe-skål) mens jeg prøver at undgå at falde ned i mini-drivhuset, når jeg klipper mynte og persille.
Og så er der den lokale park, som er malet med næsten alle de typer af grønt, som man overhovedet kan forestille. Der må altså være mindst tusind nuancer af grøn.
Prøv selv at tæl’.
Jeg siger ikke, at det bedste jeg ved, er at tjekke mine potter fyldt med jord og kærlighed. Bare lige lidt om morgenen. Lige om eftermiddagen og måske igen efter aftensmaden.
Jeg siger heller ikke, at jeg tænker på mine små spirer, før jeg tænker på at få udryddet de tunge morgenånde med tandpastaens kemiske lethed.
Eller at jeg hektisk gennemsøger køkkenet for tomme gennemsigtige plastikbeholdere til at sætte over potterne som små drivhuse.
Eller at jeg specifikt går efter middagsretter, som involverer cherrytomater (købt i gennemsigtige drivhusagtige plastikbøtter) eller babyspinat og rucola (tilfældigvis også købt i gennemsigtige drivhusagtige plastikbeholdere).
Jeg siger måske heller ikke, at jeg har fyldt vindueskarme og udestue med potter med frø, som forhåbentlig har overlevet fra sidste sommer.
Eller at jeg kalder det mine børnehave.
Altså sådan højt. Altså til mennesker, som jeg ikke er i familie med.
Slet ikke.
Jeg siger bare, at det er vidunderligt dejligt at følge med i livet set fra et lille bitte frøs perspektiv.
At se hvordan livet vokser helt stille. Uden at tænke i rene madkasser og drikkedunke, der ikke drypper, coronatest og -hjemmearbejde, terminer og skat, deadlines og budgetter, blodtryk og børneopdragelse eller 2 ens strømper…
Bare lige 5 minutters vanding og holden lidt øje med selv verdens mindste vækst. Eller måske endda bare ingenting.
