En helt igennem vidunderlig beskrivelse af svesker

Svesker, tænker du måske? Altså i det helt vilde tilfælde, hvor du faktisk er fortsat med at læse videre på trods af overskriftens beskrivelse af denne uges blog.

Jeg tænker i hvert fald, at det ikke nødvendigvis er alle, der har tænkt “Nææ, svesker – det må jeg da lige se mere om“.

Men altså, omend du nu er gået videre optændt af nysgerrighedens lune flamme eller du bare har tænkt “Åh nej, Mette, hvad har du nu rodet dig ud i” eller “Aj, skal jeg da virkelig læse om svesker, bare fordi jeg én gang har sagt, at jeg altid læser bloggen?“, så skal du da have forløsningen i form af den nu så omtalte beskrivelse.

Det har du fortjent.

Er du klar?

Det kommer her:

[Svesker] “er en umild grøntsag (frugt kan de ikke kaldes), seje som en gniers hjerte og udgydende en væske som kunne stamme fra en gniers åre, hvis han havde nægtet sig selv vin og varme i firs år og endnu ikke givet til de fattige”.

Er den ikke fantastisk?

Læs den lige igen. Det skylder du dig selv. Lov mig, at du gør det.

Har du gjort det? Den er også skøn anden gang ik?

Den er fra “Eget værelse” af Virginia Wolf. En bog, som jeg har forsøgt at læse cirka 27 gange, men den er simpelthen så krøllet, at den kræver mindst én efterårsferie at komme igennem.

Denne gang er jeg nået til s. 34 og hele vejen igennem kapitel 1 – og altså til dette skønne billede af en sveske. Og det har været alle de andre 26 trætte gange værd.

Tænk sig, at en sveske kan give anledning til så fantastisk en tankerække! Jeg elsker det. Nægtet sig selv vin og varme i firs år… Vidunderligt.

Nu glæder jeg mig bare til at læse kapitel 2 i min næste efterårsferie…

(Hey. Læs det lige igen ik?)

Den er fra 1928 og udover at tale om kvinders rettigheder, så staver den også svesker med d. Men det gør man altså ikke mere. Altså staver svesker med d.

Træt efterårs-mandags-haiku

Der er, som overskriften siger, trætte haiku på bloggen i dag. Om efterår og om mandag.

Så sæt dig godt til rette, inden du kaster dig ud i en af denne uges pauser.

Du skal ikke noget.

Du skal faktisk bare næsten ingenting i et lille øjeblik.

Værsgo’.

Regnvejr udenfor.

Våde sko med kolde tæ’r.

Dumme DMI.


Udenfor er blæst.

Og iskoldt gulv herinde.

Dumme gamle hus.


Jeg er skidetræt.

Åh mandag eftermiddag.

Jeg må ha’ kaffe.


Jeg er stadig træt.

Kaffemaskinen kører.

Og kaffen har mælk.


Stadig regn ude.

Varme tæer i blødt strik.

Alle laver fejl.


Det blæser endnu.

Men radiator er tændt.

Yndige gamle hus.


Jeg er træt endnu.

Åh mandag eftermiddag.

Kaffe er magi.

Skulle du lige ha’ glemt hvordan det nu er med det der haiku, så kan du læse lidt om det her: http://etonmess.dk/vinterferie-og-haiku/

Intet at se her. Gå videre

Denne uge er der altså pause her på bloggen. Der sker ingenting. Intet. Overhovedet.

Som i ikke en sk..

Ingenting.

Her er helt tomt.

Eller sort? Eller er det helt hvidt?

Hvilken farve har ingenting egentlig? Hmm. Grå mon?

Som tåget og diset?

Eller grumset som Limpopo-floden?

Nå, men som sagt: Der sker nada i denne uge. Nothing. Rien. Nichts. Ei mitään. Niets. Nic. Ingenting (norsk). Ingenting (svensk).

Aj. Tænk sig, hvis nu ingenting er pink? Eller regnbuefarvet!

Se, det havde man nok ikke lige regnet med.

Nå, men altså. Her er som sagt ingenting.

Gå bare videre.

De små glæder

Nogle gange er det godt at søge de små glæder.

Dem, der gemmer sig lidt for det blotte øje.

Som for eksempel, når tomaterne med det skønne navn Lille Lise lige pludselig i september måned står med smukke grønne tomater.

Eller hindbærplanten med smukke hindbær i alle røde nuancer.

Eller jordbærplanten, som har gemt lidt jordbær-kærlighed til september-solen.

For ikke at tale om når rod-enden af et forårsløg fra fordums middagsbord lige pludselig sætter små bundløg til nye forårsløg til fremtidens endnu ukendte måltider.

Og så er der jo selvfølgelig æbletræet. Her behøves ingen ord. Bare lidt mel, sukker, vanillepulver og æg.

Under en lyseblå himmel

Jeg hænger tøj op. 

Under en lyseblå himmel. 

Jeg hænger hvide lagener, vaskeklude og bluser op. 

Under en lyseblå himmel med bløde skyer. 

Jeg hænger korte pigeshorts, mønstrede sommerkjoler og seje T-shirts op. 

Under en lyseblå himmel med bløde skyer og varmende sol. 

Jeg hænger tøj op. 

Uden at spekulere på langskæggede banditter, der vil holde mig hjemme og træde mine piger under fode. 

Under en dunkel-blå himmel.

Jeg hænger tøj op.

Uden at spekulere på, hvor det næste måltid kommer fra. 

Under en dunkel-blå himmel med blødende skyer. 

Jeg hænger tøj op. 

Uden at være bange for, hvem der kan banke på om lidt. 

Under en dunkel-blå himmel med blødende skyer og brændende sol. 

Jeg hænger tøj op. 

Jeg er meget heldig. 

Smuk ro

Giv dig selv en lille smule smuk ro i dag. Bare en lille bitte smule.

Måske vokser den sig større og større til det smukkeste Mount Everest og hvis ikke, så har du da i det mindste fået fået i hvert fald en lille smule smuk ro.

Og det har du helt sikkert fortjent.

Høsttid

Som du måske så i sidste uge går sommeren forsigtigt på hæld i min lille have og selv om mange blomster begynder at takke langsomt af, giver de nu stadig glæde.

Ikke bare med løfter om næste års gaver, men også allerede nu bringer de skønhed i endnu en livsfase.

Skønhed

Måske føler du dig også lidt vissen og træt indimellem?

Som om du ikke er noget?

Som om du ikke har gnist og farve?

Som om der ikke er mere?

(Eller bare som om sommerferien godt kunne ha’ varet lidt længere?)

Så se lige her, hvor meget skønhed, der i virkeligheden er i vissen og træt:

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!