Linjer i livet

Lige linjer. Fine linjer. Linjer fra A til B. Zigzag-linjer. Rette linjer. Snørklede linjer. Arkitektoniske linjer. Rene linjer. Naturlige linjer. Linjer, der skærer igennem landskabet. Linjer, der tager pusten fra dig. Skrå linjer. Buede linjer. Linjer, der skærer hinanden. Linjer, der ikke ligner linjer. Linjer, fyldt med ord. Tomme linjer. Uendelige linjer.

Her er lidt linjer fra mit liv – husk i øvrigt gerne at trække vejret helt ned i maven.

 

 

Når jeg skal huske at opdage, at jeg skal passe på mig selv

For, hvad der lige pludselig snart er nogle år siden, var vi ramt af stress. Og det er ikke som i et “vi er gravide”. Det er et “vi”, som helt reelt dækker over hele familien.

I første omgang var det nemlig Børnenes Far, men sådan noget har det med at snige sig ind på hele familien, og efterhånden som tiden gik, var vi alle ramt i en eller anden grad. For tiden gik lige pludselig, og det gjorde den blandt andet nok, fordi den kom så snigende, den stress. Det var ikke fra den ene dag til den anden,  det er den slags i virkeligheden nok næsten aldrig. Medmindre man måske er ude i et posttraumatisk stress-anfald efter voldsomme oplevelser, sat i gang af en høj lyd (rent gætværk fra min psykologiske viden, som jeg næsten udelukkende har fra film).

Stressen hos os var noget, som stille og roligt voksede sig større og større. På en måde var det som en fast følgesvend, vi ikke havde opdaget. En skygge, der fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Vi vidste ikke, at den var der, eller at det var den, der var skyld i misforståelserne, skænderierne, de mærkelig udbrud, uforudsigelighederne eller kravet om de faste rammer.  Vi vidste ikke, eller rettere sagt, så turde vi måske ikke vide, hvad det var.

Først bagefter opdagede vi, at vi hver mandag havde set på hinanden over morgenmaden og sagt: “De næste 14 dage bliver nok lidt hårdere”. Og vi sagde det til hinanden uden at blinke og helt sikkert uden at høre efter, hvad vi sagde.

Og vi sagde det hver mandag i over 1 år! Vi nikkede blot til hinanden, bed tænderne sammen og knoklede på. Begge påvirket af et lige lovligt uforudsigeligt arbejdsliv, et skønt men lige så uforudsigeligt kernefamilie-liv og et arbejdspres, som var alt for stort.

Jeg husker det som hårde år med forsøg på at bevare sammenhæng i en usammenhængende hverdag. Jeg knoklede på. Blev ved og ved. Fortalte ingen om, hvordan jeg havde det, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde. Jeg forstod det ikke og kunne ikke se, at vi som familie levede i en hverdag på randen af sammenbrud. Nogle dage gik vi yderst på kanten, andre dage holdt vi hinanden i sikkerhed langt væk fra afgrunden. Men ingen af os kunne regne ud, hvornår overgangen skete, og hvad der skulle til.

For vi voksne hørte ikke efter os selv. Vi lyttede ikke. Ikke før vi lige pludselig gjorde. Jeg ved stadig ikke, hvad der lige var så anderledes ved den mandag, men Han meldte sig syg med stress – og lige idet, gav alting mening. Det har taget tid, lang tid, at komme sig igen. For hele familien at stole på, at det varer ved, at freden er der. For børnene at stole helt og fuldt og fast på deres forældre igen. Det kræver også, at vi bliver ved med at høre rigtigt efter og holde et skarpt øje med os selv og hinanden.

Jeg er efterhånden så småt ved at lære, hvilke tegn jeg skal holde øje med, og jeg opfordrer alle til at holde øje med deres. Ikke bare for at undgå stress, men mest af alt bare for at passe på sig.

Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker lever med den der, med bare lige at holde ud til på fredag. Bare lige bide tænderne sammen og tage lidt mere. Bare lige undgå at mærke efter smerten, der bider i kroppen, der gør hovedet tungt og livet svært. Og det er ikke fordi, livet skal være nemt og en dans på roser, men man skal huske, at det også skal være til at leve i.

Her er mine tegn:

  • Skifter pludseligt humør uden påviselig grund – især når jeg er sammen med Børnene – her er jeg måske allermest i kontakt med mine følelser
  • Bliver altid lige lidt mere irriteret over én bestemt kollega
  • Bliver nærmest ked af det og vred, når venner inviterer på kaffe og har lyst til at være sammen med mig
  • Og er det min Bror, der inviterer, kan jeg trække mig helt tilbage – han er, måske som Børnene, ekstra tæt på mit hjerte
  • Bliver så umanerligt rasende, når nogen ikke overholder færdselsreglerne – og jeg arbejder i København, så det sker tit!
  • Hører den samme playliste igen og igen – skruet lidt for højt op.
  • Har på ingen måde lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg har det…

Jeg har endnu ingen mirakelkur eller -piller, jeg bare tager, når jeg opdager tegnene. Og det er ikke altid tegn på, at jeg står ved en afgrund, eller at jeg måske endda er på vej ud over. Tværtimod.  For de viser mig, at jeg er på vej ud af en vej, der er dårlig for mig, og at jeg må rette mig op. Se mig omkring for at finde ud af, hvordan jeg får krydset over til en bedre side – og måske endda bede om lidt hjælp til at finde retningen.

Kapitel 17 i Den Store Roman er nu på gaden

Helt uden at trække tiden som normalt, rejser hun sig og går ud på badeværelset. Mens hun tisser, kommer hun i tanke om tøjet i vaskemaskinen, som ikke kom i tørretumbleren i aftes. Hun sukker, mens hun rejser sig.

Find det her: Lidt om Den store roman i små bidder

Jeg mærker, at historien og min hovedperson så småt begynder at tage form for mig, og jeg glæder mig til at fordybe mig endnu mere i hendes liv.

Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

For mange år siden gik jeg i klasse med en pige, som meget ofte sagde disse bevingede ord: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Og ja, når man nærmer sig de 40, så har man virkelig retten  til (og muligheden for) at sige “for mange år siden”.

Og hun har jo så evig ret. Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Jeg er derfor begyndt på en ny hobby: Jeg samler nemlig på sjov. Både på mit eget og på andres. Her er hvad jeg foreløbig har fået samlet sammen:

  • Skilte man ikke lige havde set komme
  • 4 årig dreng med batmanmaske, som står og venter på S-toget med sin mor en almindelig tirsdag morgen
  • At surfe efter indkøbsvognen på det glatte gulv på vej ud af Lidl (selvfølgelig ikke, når man har Børnene med – de bliver jo umulige at opdrage på bagefter)
  • At grine med mine med-yogier over, hvor svært det er at stå på venstre fods lilletå, mens man forsøger at trække vejret helt ned i maven
  • At spise boller i karry med ristede pølser
  • Når togføreren opfordrer til at huske gummibåden, når det står ned i stænger på en alt for tidlig torsdag morgen
  • At snuppe gyngen før et af Børnene og gynge så højt, at det kilder i maven og drømme om at turde hoppe af gyngen i flyvende fart
  • At cykle slingrende af sted på vej hjem fra arbejde (et sikkert sted, hvor ingen bliver ramt eller andre bliver bange for at ramme én)

Det skulle senere vise sig, at hun lidt for godt vidste, hvad hun talte om, og det gør det jo kun endnu vigtigere at følge det gode råd. Vi har ikke meget kontakt i dag, men jeg tror, at hun er én af dem, der har klaret sig. Men det er hendes historie og ikke min.

Jeg siger det højt: Jeg er hooked på halloween!

Jeg er muligvis faldet i en gryde med en særlig skrap og meget amerikaniseret trylledrik som spæd, for jeg har i år glædet mig helt oprigtigt og hjerteligt over Valentinsdag (!) og nu går jeg for andet år i træk stille og roligt i gang med at pynte huset til halloween.

Min indre new nordic viking kæmper godt imod, så endnu er vi ikke helt på plastikedderkoppe- og lysende kranie-stadie, men hvem ved? Måske ku’ det godt ende med at ende der…

Indtil videre kunne jeg i hvert fald ikke stå for disse skønne lys og heller ikke de hæklede græskar i flere former. Lykkeligvis har hende vikingen en hemmelig forkærlighed for perler – sikke et held for mig!



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Find inspiration til lysene her: craftsbyamanda.com  (det er bare tegninger på almindeligt papir, som er sat udenom LEDlys, men her finder du søde og sjove skabeloner).

Vejledning til de hæklede græskar med fyld er her: lrke.dk (de er så fine og skal da hækles i alle størrelser og farver. Bare gå i gang!).

Og her finder du de flade, men ikke desto mindre super fantastiske græskar: lovethebluebird.blogspot.dk

Kvasterne finder du her: whydontyoumakeme.com

Skal du se, hvad jeg fandt på til Valentinsdag tilbage i februar? Så se her: Valentinsknus

Kastanjer i fri fantasi

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Jeg elsker farverne og lydene, når man går igennem de visne blade. Jeg elsker, når jeg endelig får skubbet mig selv og familien ud at gå en tur. Jeg elsker, når man efter flere dage med vådt og blæsende vejr endelig får en af de perfekte efterårsdage med smuk sol fra oven og en lille smule varme til kinderne. Jeg elsker dagene med de sidste sorte fuglesværme, som er på vej ned mod varmere vejr.

Og så elsker jeg efterårets fineste opfindelse: Kastanjer. Jeg elsker, elsker, elsker dem. Jeg elsker at gå og lede efter dem under bladene. Jeg elsker at finde dem, når de er helt friske og har den der ekstra smukke glans og blødhed. Og så elsker jeg selvfølgelig at finde dem stadig pakket ind i deres skal. At åbne dem så forsigtig jeg kan uden at stikke mig på de små alt for spidse nåle og opdage, hvad den tykke grønne skal gemmer på. Mit yndlingsøjeblik!

Så er der jo også kastanjedyrene! Livet kan da næsten ikke være komplet, end når man sidder der med syl, tandstikker og garn, og måske endda i selskab med gode mennesker og dejlige børn.

I år har jeg endda lært noget nyt om mine små elskede. De er endnu mere komplette med perler! At tænke sig, at jeg skulle leve i næsten 40 år, før dette faktum gik op for mig. Men nu har jeg da også sørget for at tage revanche i år.

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Umm. Efterår!

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid. Ikke bare fordi, det er her, jeg har fødselsdag (umm lagkage!) Men også fordi efteråret bringer de smukkeste farver og mønstre med sig. Så smukke, synes jeg, at de slår selv forårets fine og nærmest skrøbelige lyse farver.

Efteråret er fuld af sanselighed og dramatik og ligesom en moden overlegenhed, som ved, at livet ikke bare er lysegrønne enge, men også er udfordrende og problemfyldt. Og ærlig talt, er foråret ikke også bare så kønt, fordi det er så længe ventet efter et laangt efterår (ja, man kan trods alt også få nok af våd og kold sanselighed) og en mørk og vådere vinter?

Her er et lille stykke af efteråret, som det ser ud lige nu i vores lille have.

(Er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for farver og mønstre og drama!).

Læs videre Umm. Efterår!

Genbrug og øhm… genglæd (?)

Jeg har været i gang med en omgang upcycling af cornflakes-pakker. Det er ekstremt hyggeligt og nemt at få til at ligne 1 million kroner (mindst), og jeg er mega-stolt over resultatet.

Som med alt andet upcycling er det dog aldrig helt gratis at få mere ud af ingenting. Fuldstændig som når en rest kartoffelmos fra dagen før skal anvendes næste dag, så koster det lige lidt ekstra i bacon, syltede rødbeder og blødstegte løg (uhmmm, Brændende kærlighed). Ikke helt gratis, men virkelig lækkert. Og sådan er det også her.

Man starter med det rene ingenting:

Tom morgenmadspakke og lommetørklædeæske (godt, at der er nogle fordele ved lige at have været igennem 1 uges influenza)

Så tilføjer man lidt lækkert papir, den skønne pink muresnor (fantastisk opfindelse) og de fineste knapper.

Og lidt god gammeldags limstift og printerpapir og en saks til det grove – og til det fine selvfølgelig.

Det var ren hygge sammen med Børnene, selvom den slags selvfølgelig altid koster lidt ekstra frås på papir-kontoen, men det må man jo finde sig i.

 

 

 

 

 

 

 

Det blev til 2 rigtig fine lommebøger – lidt mere til samlingen. Se også andre ideer her: En drømme-tegnings-idefase-kladde-notesbog

 Den ene skal i hvert fald bruges til at skrive ned hvilke blomster, som var rigtig gode i haven i år – ikke mindst fordi de ikke blev ædt af dræbersnegle! Fuchsia lover godt, kan jeg afsløre. Og at stokrose-frøene fra årets sommerferie sandsynligvis skal plantes op af hegnet i baghaven. Eller er det mon bedre henne ved terrassen? Hmm…

Med den glubende sult Børnene har om morgenen (og indimellem dertil hørende morgengnavne humør), skal der nok snart blive flere tomme æsker til Morens kreationer. Og mon ikke en enkelt eller to skal gives væk? Måske sammen med ét af de fine kort, jeg også fik kreeret:

Så er det da det rene “genglæd”, når man glæder andre med genbrug.

De startede i øvrigt også ud af det rene ingenting:

Se her, hvordan du selv kan kreere de fine notesbøger: www.cremedelacraft.com

Hov! Hvad skete der lige der? Ny hobby på vej

Jeg opdagede den anden dag, at jeg er ved at udvikle en ny hobby af den lidt mere mærkværdige slags. Muligvis grænsende til det lidt skræmmende mærkværdige. Måske ikke ligefrem som i skære-dyrefigurer-af-emmentaler eller et eller andet lignende mærkværdigt, men dog alligevel som en overraskelse for mig.

Så hvis du mangler en hobby til at differentiere dig fra dine alt for ordinære venner på de sociale medier, eller gøre dine børn dybt flove, så læs endelig videre. Hvis du blot har en antropologisk baseret nysgerrighed på, hvad andre mennesker dog kan finde på, så skal du også bare læse mere. Og trænger du bare til at fnise lidt og måske endda være lettet over, at det trods alt ikke var værre, så kan du også roligt gå videre nedenfor.

Jeg var ude at gå en aften for at få lidt luft til krop og hoved. Jeg havde forventet at gå med snuden i sky, fordi jeg jo er så glad for at se op (Kig op!). Men pludselig opdagede jeg, at jeg tværtimod gik og kiggede ned. Og det var ikke efter små sensommerblomster eller spændende mønstre i de rustikt revnede fliser. Næ, jeg kiggede efter kloakdæksler!

Pludselig så jeg mig selv rende rundt og lede efter nye smukke (!) dæksler. Hvilket mønster havde de mon? Eller hvilket tal mon den næste på min vej ville ha’? Så gik jeg der og brugte 10 min på at gå 300 meter ned ad gaden, mens der åbnede sig en helt ny verden. Frem og tilbage over vejen og over på det andet fortov for at undersøge dæksler dér og ned af sidegader for at blive endnu mere forundret. Og  sikke en dejlig lille tur jeg fik ud af det. En ren fornøjelse.

Se selv:

Som sagt: Måske ikke ligefrem emmentaler-figur-mærkværdigt, men dog alligevel mærkværdigt.