Hvad jeg har lært fra børnefjernsyn 1.0

Jeg har efter 8 år med små børn med (i vores familie i hvert fald) deraf følgende børnefjernsyn lært, at man absolut ikke skal undervurdere børnefjernsyn. Det kan både være virkelig vidunderligt underholdende. Det kan dog også være virkelig virkelig virkelig forfærdeligt, hvor man ikke kan andet end at tænke på, om de minutter, man lige har brugt vil have kvalt værdifulde hjerneceller for altid!

I den gode ende af skalaen har vi Disney-sjov fredag aften. Især med en af de go’e gamle film med det svingende bigband-soundtrack, hvor myrerne som altid er ude efter det lækre indhold i Anders Ands skovturskurv. Ikke mindst eeelsker jeg bare, når der går afrikansk stammekriger i den.

(Det er altså lidt sjovt, bare indrøm det)
Der er frit valg på alle hylder – det er svært at sige, hvilken der er værst

I den anden ende, hvor det bliver så kvælende ulideligt, har vi én af de utallige serier på Cartoon Network, som sandsynligvis ikke er lavet af mennesker fra denne planet og da slet ikke til voksne – for ikke at tale om snerpede og kedelige voksne som mig!

Udover underholdning, så kan man altså også finde umådelig meget visdom her på børnenes område. Der er naturligvis klassikeren hos Pippi Langstrømpe: “Det har jeg ikke prøvet før. Det er jeg sikkert godt til”.

Ja, hvorfor altid tage som udgangspunkt, at man ikke kan? Hvorfor ikke starte med at tro på sig selv. Også selvom jeg nu stadig godt kan lide lige at øve mig lidt. Jeg har endda også oplevet indtil flere gange, at nogle ting bare føles bedst, når man har prøvet (læs: overlevet) det et par gange. Som for eksempel at tale i store forsamlinger.

Men der er altså også andre kloge hoveder i børnefjernsyn. Se bare her:

  • Fra Maria og Marie på Ramasjang afsnit 1: “I har hele livet foran jer, hvorfor vente?” som den gode hekse-agtige kone siger til Maria og Marie, da de i en alder af 10 år køber deres drømmehus, komplet med lyserøde cupcakes og himmelseng. Og det er jo rigtigt, hvorfor vente, når man nu har hele livet foran sig og kan starte med i dag? Den smukkeste Carpe Diem i børnehøjde, jeg har hørt.
  • Fra Barbie og feernes hemmelighed: Barbie og Raquelle er kommet forkert ind på hinanden, blandt andet fordi Barbie (ja, Barbie) ikke hjalp Raquelle til at falde til, da hun flyttede til byen og skolen. Den slags er jo lige noget for mig, der tror fuldt og fast på, at vi er medansvarlige for hinandens liv og lykke. Ikke ene-ansvarlige, men med-ansvarlige. Efter at have drillet hinanden i flere år (selvfølgelig ikke Barbie, trods alt), er de nu blevet så meget uvenner, at de ender fanget i en ond fes magiske kugle, som vil holde dem fanget for evigt. Men da de tilgiver hinanden opløses kuglen, fordi: Venskabets magi er den største magt i verden. Jeg behøver vist ikke at sige mere… (og så fik jeg også lige mulighed for at bruge et Barbie-billede som blikfang. Katjiiiing!)

Jeg har sat et 1.0 i overskriften, for jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at se endnu mere snusfornuftigt og smukt børnefjernsyn.

Mit helt eget IKEAhack!

Jeg er blevet medlem af en helt fantastisk klub! Den er hverken eksklusiv eller udsøgt, men den er altså uden tvivl helt fantastisk: IKEA-hackernes klub.

En aften, hvor jeg var alene hjemme kastede jeg mig over vores helt almindelige hvide og egentlig meget fine standerlampe, Aläng fra IKEA.

Den startede ud sådan her:

http://m.ikea.com/dk/da/catalog/products/art/20029149/

Og så endte den sådan her:

Og det smarte er, at jeg altid kan tage det af, hvis jeg en dag skulle skifte mening.

Jeg var nemlig ikke 100 % sikker på, hvad jeg havde kastet mig ud i, og om Manden nu ville være helt enig, når han kom hjem (vi er jo 2 om det her hjem). Derfor klippede jeg simpelthen et stykke tapet af (efter min mening er det jo klart en basisvare på linje med vatrondeller, kaffe og selvfølgelig washi tape), limede det sammen, så det sidder i spænd om den originale lampeskærm og bandt 2 stykker silkebånd om til sidst. Et voila! (Fransk for “jeg er så mega sej”). 

Find andre gode IKEAhacks her

Uledsaget udgang

Jeg har været på udledsaget udgang. Og selv om det var nødtvunget, var det virkelig dejligt, da jeg havde fået taget de første 100 skridt efter at være blevet skubbet ud af døren.

Forestil dig en træt mandag aften, hvor kroppen bare skriger SOFA og TV – og den er helt ligeglad med, om det er tomme kalorier i fjernsynet. Den og din hjerne  har tænkt sig bare at give slip på al menneskelighed og bare forsvinde til en lille svamp eller grøn klump mos, der bare er og overhovedet ikke giver sig afsted med at tænke eller være noget.

Sådan er jeg den aften – endda også efter Nespressoen efter aftensmaden. Jeg og min nu overraskende oppe på dubberne hjerne, når det åbenbart handler om at lave ingenting, ser vores snit, da det er Mandens tur til at putte Ungerne. Nu er det tid til at dovne, flade ud og bare sumpe. Jeg tager mig sammen og smiler sødt, mens jeg hjælper med det praktiske inden putningen.  Inden i glæder jeg mig bare til at give helt slip lige om lidt. Bare lige 5 minutter mere, så slukker jeg.

Så er det, at Manden ser sødt på mig, nusser mig lidt på ryggen og spørger, om jeg ikke vil ud at gå en lille tur i det gode aftenvejr, mens han putter? NEJ, jeg vil sgu ej! Jeg vil bare give slip og lukke ned. Jeg vil være en søanemone, en vandmand, en klump mos, en lille bakterie, en vandpyt i en sofa. Dét skal være mig de næste 30 min. Ikke sådan en frisk sund og fornuftig person, som bevæger kroppen og sanser livet. Niks. Ikke her. Ikke mig. Men øv. Han har ramt den eneste ret fornuft, der åbenbart stadig var tilbage i mig, og med fælles hjælp, får vi skubbet mig ud af døren.

(Og det var jo vidunderligt at bevæge mig rundt i vores lille provinsby. Ikke nogle spektakulære udsigter, ingen fantastiske palæer. Ingen nye personlige rekorder på 5 kilometeren. Bare være. Bare sanse bevægelsen i kroppen. Fliserne med deres tegninger og mønstre, himmelen og lysene. Træerne, der begynder at springe ud i livet igen. Livet, der bare er sammen med mig.)

Den stensikre påskebebuder

 

Da jeg tilbage i februar sad og lavede knus af pap og pomponer (se dem her, og læs om hvordan jeg er gået i amerikanernes fælde: Valentinsknus) fik jeg den idé, at de garanteret også kunne bruges til en rigtig klassiker og stensikker forårs- og påskebebuder: Karsen! Og jeg fik jo ret.

Alt du skal bruge er pap, engangskrus og washi tape – som efter min mening jo er en basisting på linje med rugbrød, havregryn og toiletpapir. Og så naturligvis karse og vat.

Find vejledningen her: Valentinsknus med pomponer

 

 

Kig oppe – kig nede. Du må gerne lede ?

Jeg har tidligere skrevet om, hvor godt det er at kigge op, fordi det faktisk kan afhjælpe stress – ikke som en mirakelkur, men som en lille pause.

Man skal dog ikke undervurdere effekten af nogle gange at være lidt træt og tung, for der kan jo også vente gode oplevelser, når man kigger ned. Se bare, hvad jeg fandt, da jeg ventede på bussen den anden dag:

Farlige (hækle)forbindelser!

En af mine gode kolleger, og dem er jeg faktisk så heldig at have flere af, kom den anden dag til at sige, at hun ikke havde et eneste stykke påskepynt. Puha, den slags er altså farligt at sige højt, når der er hæklere i nærheden!

Det blev til denne lille starut, som nu måske/måske ikke kommer til at pynte hjemme hos kollegaen – for hvem ved om hun overhovedet kan li’ den slags? Det er jo altid udfordringen, når man giver den slags væk – mon det var en DIY’er, der fandt på den med, at det er tanken, der tæller?

Den er hæklet ud fra disse 2 opskrifter:

Krop og næb herfra: bycgundersen.blogspot.dk

og hovedfjerene her: cicitive.dk

Åh åh – må man egentlig godt (så småt begynde) at elske valentinsdag?

Jeg er begyndt at åbne op! Nogle vil garanteret kalde det en amerikanisering og kommercialisering, men i mit hjerte kalder jeg det i stedet for opvarmning!

Jeg begynder stille og roligt at holde af det der Halloween og Valentinsdag, og hvem ved måske også snart mors og fars dag! Og hvorfor egentlig ikke? Hvorfor ikke nyde de gange, hvor vi helt specifikt sætter fokus på samvær, hygge og måske endda kærlighed? Ja, vi skal gøre det hver dag, og det vi jo i virkeligheden også nok alle sammen.

Men helt ærligt, sker der andet end godt ved at sætte ekstra fokus på kærligheden og samværet med andre mennesker? Heldigvis bestemmer vi jo selv (når vi altså har rystet reklamernes magt af os), hvordan vi vil udfylde de nye mærkedage.

I år har jeg valgt at fylde Valentinsdag med et kærligt kram til nogle særlige mennesker i mit liv: 3 dejlige veninder af den slags, som jeg altid har lidt dårlig samvittighed over, at jeg ikke når at tale mere med midt i familie-, pendler-, arbejds- og heldigvis også kærlighedsliv. Men, når vi får talt sammen er det altid med masser af kærlighed, respekt anerkendelse, nysgerrighed og ikke mindst grin og vidunderligt kloge ord – tænk sig, at 3 så kloge kvinder lige skulle være i mit liv.

Sikke en dejlig undskyldning for igen at få lov at lave pomponer!

Inspireret herfra: mrprintables.com

En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!