Det går langsomt op for mig, at jeg måske nok er ved at blive den slags modne menneske, som da sådan lige hviler i sig selv. Det er jo i og for sig meget passende, da jeg sidste år rundede de første 40 år i livet. Og hvis ikke de år skulle give en vis ballast, så ved jeg virkelig ikke, hvad der ellers skal til.
Jeg tror, den er god nok. Se bare bevis-samlingen her:
Bevis nr. 1:
Jeg har lige brugt vendingen “i og for sig”. Hvis ikke, det er et bevis på, at man har opnået en alder, hvor man ikke tænker over, hvad andre tænker om en, ja så ved jeg ikke, hvad det ellers skulle være.
Bevis nr. 2:
Jeg oplevede en morgen at stå og se ned af mig selv på vej på arbejde og tænke: “Hmm, de her sko passer da ikke rigtig til det her tøj. Nå skidt, det er jo bare tøj – det er ikke mig“.
Hvaffor-noget? Hvis man ikke længere skal være usikker over, hvordan man ser ud og om ens tøj sender de rigtige signaler, hvad skal man dog så bruge tiden på?
Bevis nr. 3:
Ved morgenbordet til en sølvbryllupsfejring sad jeg omringet af mennesker, jeg aldrig har mødt før. Alligevel fik jeg en nogenlunde velkørende og til dels underholdende samtale op at stå – og uden at gå i en indre panik med 2 minutters mellemrum!
Bevis nr. 3 A:
I selvsamme samtale blev jeg ikke én eneste gang stillet et spørgsmål om, hvad jeg syntes om dette eller hint – men der blev gladeligt svaret på alle mine interesserede spørgsmål (bemærk: Ikke nødvendigvis interessante, men interesserede spørgsmål).
Bagefter tænkte jeg overhovedet ikke, at det var mig, der ikke var interessant, siden de ikke spurgte til mig, men at det var dem, der var dårligt opdraget (og uintelligente og dumme med indsnævrede horisonter. Og grimme).
Bevis nr. 4:
Jeg har netop været på en utrolig dejlig og helt afslappet teltferie i det danske sommervejr. Her oplevede jeg flere gang mig selv stille og roligt skifte til badetøjet uden at gå i panik over, hvordan jeg dog skulle dække mig til, hvis en tilfældig med-campist skulle komme til at se ind i teltet igennem myggenet og skæve vinkler: “Altså, det er jo bare et glimt af en halvnøgen krop – det klarer vi da nok“!
Jeg kan endda ikke engang lade være med at grine af den tidlige morgen, hvor jeg i en rivende fart skulle nå at lyne op for teltdugen for at løbe de 300 m op til toiletterne for at undgå en alt for pinlig start på dagen.
Her fik en tilfældig med-campist faktisk et bitte lille glimt af en halvnøgen krop, da jeg ikke havde opdaget, at mit ene bryst var smuttet halvt ud af nattoppen. På hans ansigtsudtryk så det nok i virkeligheden ud til, at han ikke var helt som afslappet som mig, men altså, det er jo bare et glimt af en halvnøgen krop – det klarer vi da nok!
Skal jeg være helt ærlig her, var jeg nok også godt hjulpet på vej af den særlige stemning, der er på en campingplads i hedebølge og sommerferie. Men endnu mere ærligt, så var det vel nok dejligt at kunne være så afslappet.
Bevis nr. 5 på, at jeg ikke længere kan undsige mig min modne alder:
På en fantastisk ferie på Kreta med svigerfamilien (var det mon i virkeligheden bevis 5A?) opdagede jeg, at mine fødder i mine søde, men virkelige fornuftige Teva vandre-sandaler fuldstændig ligner min mors i hendes søde, men virkelig fornuftige sandaler! Mangler dog hendes fine blommefarvede neglelak, men det kan vist kun være et spørgsmål om tid.
