Kategoriarkiv: Pauser

Genglæde, hækling og selvfedme

Og nødhjælp.

Det er hvad, du finder på bloggen i denne uge.

Måske er du ikke selv den store hækler, men derfor kan du sagtens læse med her. Både fordi det ikke er så langt, men også fordi du muligvis, ligesom jeg, bliver lidt imponeret over, hvad man dog kan, bare ved at sno en tråd om en pind.

Genglæde: Ny værdi med kærlig tilføjelse

Jeg har det her gamle penalhus, som jeg har brugt til hæklenåle, men som jeg skiftede ud med et nyt, større og helt fantastisk pink et.

Og jeg må indrømme, at godt nok købte jeg det under kyndig vejledning fra Børnene, men jeg kunne med meget stor sandsynlighed have fundet på at købe det alligevel. Så fint er det altså.


Som du måske også aner, har jeg gerne en kuglepen liggende sammen med hæklenålene, for man kan jo altid lige få brug for at notere et antal masker. Og som du kan se, så er de ikke altid lige holdbare de der kuglepenne…

Så må man jo spørge sig selv, om man virkelig kan tillade sig at kassere et ellers udmærket og velfungerende penalhus, bare fordi det ikke har plads til alle ens hæklenåle (ja, det er et problem – hentet direkte fra virkeligheden), ikke er pink eller fordi det har en plet?

Nej!

Så hvad gør man så? Man hækler 2 fine blomster:

Vupti, så lever det igen og er da bare så super fint, hvis jeg selv skal sige det – og det er jeg ikke bange for at gøre (der var selvfedmen).

Og endnu mere vupti, da jeg opdagede, at det lige passer til et garnnøgle og en nål, så jeg altid har nødhjælp, når jeg sidder i et tog eller en bus på vej hjem fra arbejde og bare lige har brug for at lade fingrene arbejde og hjernen slappe af.

Det passer lige med, at der kan være ét garnnøgle i og sådan ét giver sådan cirka en vaske- eller karklud, det fylder næsten ikke i tasken, jeg behøver stort set ikke at tænke og så kan det færdige produkt sikkert altid bruges af nogen.

Og nogle gange er det lige, hvad jeg har brug for. Bare at give slip og lade et øjeblik gå. Og så er det jo dejligt med lidt hurtig nødhjælp i tasken.

Og dermed blev det altså til genglæde, hækling, selvfedme og nødhjælp på bloggen i denne uge.

Find linket til opskriften og andre gode blomsterideer her

Jeg sagde et stjerneskud!

Er lige nu midt i, snart igennem, lige ved og næsten, netop kommet fra start – eller hvor jeg nu er, i én af de perioder af livet, som tærer lidt ekstra på batterierne.

Men midt imellem at stå og skrige ind i et håndklæde og have noget lavere tolerancetærskel over for omverdenen, aner jeg nu alligevel lidt håb. Nemlig, da jeg opdagede, at jeg stædigt holdt fast i, at det stjerneskud, jeg lige så, altså var et stjerneskud og IKKE bare et charterfly på vej til Mallorca.

Det må da være et positivt tegn, som viser, at der stadig er lidt optimisme tilbage.

Jeg. sagde. et. stjerneskud. OKAY?!!

Træer er som skyer!

Vidste du det allerede godt? At træer er som skyer?

Jo jo, det passer!

At ligge på en blød græsplæne og kigge op på skyerne og finde kattehaler, kaffekander og flyvende løver er simpelthen noget af det, man gør alt alt for lidt.

Hvis ikke det er noget af det mest vidunderlige, man kan gøre, især mens solen varmer kroppen og en svag brise kæler for dine kinder, ja så ved jeg det da virkelig ikke.

Okay, lige nu er det måske ikke som sådan årstiden for den slags, men bare rolig! Nu har jeg nemlig en løsning, som kan udføres helt uden at få våde, kolde klamme græspletter på ryggen.

Træer! Især skønne knudrede træer. Se selv:

Jeg har faktisk slet ikke tid til det her

I denne uge er der altså ikke rigtig noget indlæg på bloggen.

Jeg har haft nok at lave, så jeg har virkelig slet ikke haft tid til at skrive herinde. Jeg læser nemlig. En bog!

Og det har været vidunderligt. Hvert eneste ledige øjeblik er blevet brugt på at dykke langt ind i en helt anden verden. VIDunderligt.

Dér har jeg ikke været i mange år, så jeg har virkelig nydt det. Helt ind i sjælen. At liste væk og kravle forsigtigt ind et andet sted. At blive opslugt af bogstaver og ord og sider, der krøller.

Det er forresten denne her: “Brit-Marie var her” af Fredrick Backman. Kan kun anbefales (kommer vist nok også som film lige om lidt, så jeg er vist ikke den eneste, der har opdaget den).

Og så fik jeg da endelig også noget at bruge én af mine ellers så ubrugelige kvaster til: Et bogmærke (ret heldigt egentlig, jeg elsker nemlig at lave dem).

Se nu der! Nu kom jeg så alligevel til at skrive et indlæg! Det har jeg altså virkelig ikke tid til. Jeg mangler jo stadig 207 sider.

Slut. Prut. Finale. Katten har en hale – og jeg har en bog at læse.

Hej-hej.

Vinterferie i Haiku

Jeg har lige afsluttet en dejlig vinterferie med familien. Den har endda været så dejlig, at den blev til små haiku-digte.

Måske du mindes de små japanske digte fra din skoletid? Hvis ikke har jeg hentet lidt visdom fra wikipedia her:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Og jeg sprænger måske nok et enkelt kriterium eller 2, men jeg synes bare det er en sjov lille måde at se på verden på, så forhåbentlig vil du kunne finde dig i mine sprængninger og alligevel læse med:

Haiku nr. 1

Åh pandekager 
Med syltetøj og sukker
Vinterferie!

Haiku nr. 2

Nattøjet er på 
Men det er jo ikke nat
Vinterferie!

Haiku nr. 3

Sygdom, feber, snot 
Det gør skam slet ingenting
Vinterferie!

Haiku nr. 4

Brors kobberbryllup
Vækker med sang og kaffe
Vinterferie!

Haiku nr. 5

Venners kærlighed 
Tid til snak og ro og vin
Vinterferie!

Haiku nr. 6

Fejre fødselsdag 
10 år og stor og lille
Min familie!

Og så er det jo ikke engang første gang, jeg kaster mig over de små fine (og stakkels?) haiku-digte. Læs et andet forsøg her: Ugen i haiku

Lille vilde (hækle-)hjerne

Jeg har hovedet fuldt af ideer. Af bløde, farverige mønstrede hæklede ideer.

De vrimler bare rundt som en tosset garnnøgle derinde og kræver at blive prøvet af. Nægter kategorisk – med armene stædigt over kors, at lægge sig på en hylde og vente på, at det bliver deres tur.

MÅ bare mærke efter

Du tror måske ikke, det er noget? Så er det bare fordi, du ikke er mig. Hvilket jo nok heller ikke kommer som en overraskelse. Altså at du ikke er mig.

Men når man er mig, er man også nødt til at prøve det af og mærke efter. Er det nu også så blødt, som jeg tænker? Fungerer det nu også så godt med de farver, det hæklemønster eller de garntyper?

Og det betyder så, at jeg har gang i flere forskellige ideer lige nu. 4 styks ideer faktisk. 2 tæpper, 1 halstørklæde og 1 sjal.

Er det i virkeligheden et lille billede af min hjerne?

Og så er der jo alt det andet

For ikke at tale om de andre projekter, hvor jeg har forelsket mig i et tæppe inspireret af marokkanske fliser bestående af mindst 119 forskellige små felter (mindst!!) Eller den poncho med farveskift, som Mindste-barnet har forelsket sig i.

Men det gør ikke noget. Jeg elsker at kunne skifte mellem flere ideer (og mellem drømme er det jo også). Mellem farver, fornemmelser og følelser. Og så har jeg jo ikke noget, jeg skal nå.

Sker der lidt derinde?

Faktisk, så når jeg altså også noget indimellem. Ponchoer til Ungerne, sjaler til julegaver og par karklude. Så det er måske ikke tossede garnnøgler det hele derinde….

Det er Vinter

Et lille digt til årstiden:

~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~

Jeg higer og søger.

I jakkelommer og i dametasker.

I skuffer og skabe.

I baglommer og forlommer.

I rygsækken og i den lille fine håndtaske fra julefrokosten.

Under sofaen og i de glemte sager bag kommoden.

O’ læbepomade, hvor er du?

Kærlighed.du.selv.sidder.på.

Som du måske ved, er der skæg, man selv sidder på. Det er det der i livet, hvor man samler på lidt sjov og grin i hverdagen og på den måde giver sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Og det kan enhver få brug for indimellem.

Men der er også kærlighed, du selv sidder på. Det er der, hvor du giver dig selv en krammer midt i det hele og passer lidt ekstra godt på dig selv. På alle mulige måder. Om det så er en romkugle, en løbetur, en god bog, et smil til dig selv i spejlet, et opkald til din veninde eller at nyde følelsen af et par bløde handsker lige lidt længere.

Man skal ikke undervurdere kærlighed. Heller ikke den til dig selv.

Fredag morgen var en af den slags morgener, hvor weekenden simpelthen bare er for langt væk og mit hoved og min verden var som fyldt af uro og støj, som bare ikke kunne lukkes ned.

Jeg måtte sidde og tale længe og højt med mig selv i bilen på vej til arbejde (endnu en fordel ved ikke længere at pendle i tog…) for at få lidt ro på og ansigtsmusklerne kunne løsne lidt op.

Jeg er faktisk så heldig at have kontor lige midt i et helt vidunderligt område på midtsjælland. Og lige den dag, var jeg ovenikøbet så heldig, at jeg havde de 5 sekunders nødvendige ekstra overskud til at parkere 500 m væk fra kontoret istedet for parkeringspladsen lige ved siden af.

En gave til mig selv

Og med den lille beslutning gav jeg mig selv den dejligste gave: En morgen-gå-tur, som fik mit hjerte til at falde til ro, mine lunger til at trække vejret helt ned i maven og mine ansigtsmuskler til at slappe af:

Skru så højt op du kan og nyd den skønne sprøde lyd af knækkende is

Den dejligste lyd, der går lige i nydnings-musklen

Lyden af liv (skru op igen)

Skæg. Man. Selv. Sidder. På.

Skæg, du selv sidder på. Det er, hvad du har.

Det er et gammelt tema, som jeg har taget fat i andre gange. Og åh, hvor kan man godt nogle gange have brug for lidt skæg, når ens fremtid (for ikke at tale om nutiden) falder fra hinanden for øjnene af en. 

Træt og mat

Det er Mandens arbejde, der er gået nedenom og hjem og har taget en masse fremtidsdrømme med sig for alle involverede. Tanken om at der måske sidder flere tusinde mennesker og familier lige nu med usikkerhed og bekymringer, træthed og mathed. Altså…

Forhåbentlig (og sandsynligvis og helt sikkert siger søde mennesker alle steder fra) erstattes de af nye drømme, håb og virkeligheder. Men lige nu midt i begyndelsen på dét, som man overhovedet ikke ved hvad og som føles som noget, man slet ikke selv kan styre, så fylder usikkerheden altså noget mere end forhåbningerne. 

Og så alligevel ikke, for det går også op og ned: Så er der håb og styr på fremtiden, som så uden varsel bliver afløst af bekymring, for hvad nu hvis?

Især fordi man lige har været igennem et kæmpe “hvad nu hvis”, der blev til et “nu er”.

Var det noget med noget blødt at sidde på?

Derfor er det så dejligt med lidt skæg at sidde på indimellem, så man kan få en pause lige der midt i hverdagen og endda samtidig lade op til selvsamme hverdag. Det er da smart! 

Jeg har samlet lidt skæg sammen til dig her, hvis du også kan bruge lidt:

  1. Når ældstebarnet ikke kan finde sine sutsko og vi opdager, at det er fordi de er sat på plads (!)
  2. Når jeg i mørke og regnvejr ikke kan se parkeringsbåsens striber over ved Netto og tænker “Skidt, jeg parkerer bare over for den anden i båsen overfor og så holder jeg jo helt sikkert, som jeg skal”. Og stiger ud og opdager, at min “guidebil” selvfølgelig holder hen over 2 båse. Herligt. 
  3. Når jeg sent om aftenen – lige idet jeg er på vej i seng naturligvis, kommer i tanke om, at jeg har glemt at smide vasketøjet i tumbleren. Og i mørket på vej til værkstedet/udhuset, hvor vi har placeret tumbleren, får kigget op på den smukkeste gyldne måne.

Så er der virkelig tale om skæg, man selv sidder på. Og om at trække vejret helt ned i maven.

Find mere skæg fra tidligere, du kan sætte dig på her:  Skæg du selv sidder på