Kategoriarkiv: Pauser

Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Om hvordan et tilfældigt møde med forsiden af en engelsk roman og en tusch-tegning skulle føre til fødslen af min egen lille tændstiksmand med hat og gulerodsnæse.

Det var en af de dage, hvor man ligesom bare er lidt mere træt end andre gode dage.

En af de dage, hvor det der såkaldt giftige og farlige sukker-, fedt- og e- og alt muligt andetholdige bare er lidt mere vidunderligt, lækkert og skønt end andre dage.  Hvor det jo i øvrigt også er virkelig skønt, hvis du spørger mig.

Jeg kunne tydeligt mærke, hvordan min krop bare krævede snacks, men heldigvis for mig og min selvdisciplin kunne jeg umuligt nå i kiosken, hvis jeg også skulle nå det tog, der skulle føre mig til Ungernes SFO inden lukketid. Så jeg satte mig altså ind i toget, imens jeg voksent og modent forsøgte at få mig selv til at forstå, hvor særdeles fint det var, at jeg ikke havde fået slik, når den craving jeg følte, jo slet ikke var udtryk for reel sult, men snarere træthed og måske en lille smule tørst. Noget som var meget bedre at trøste med afslapning og postevand end den der Bounty med den mørke bløde chokolade og dejlige søde kokosfyld og en alt for dyr varm og mælke-silkeblød cappuchiono. Enhver ku’ jo tydeligt se, at det ikke ville være godt for nogen…

Jeg kastede mine tasker (om jeg fatter, at jeg altid kommer på arbejde med minimum to tasker fyldt med, hvad ved jeg), min cykelhjelm (cykler jo til og fra stationen og er fast besluttet på ikke at få ødelagt min kranie og resten af mit liv på grund af 750 meters cykeltur og en uopmærksom med-trafikant) og min vinterjakke (hvordan får de andre dog deres lagt så pænt foldet på plads?) op på den stakkels hattehylde og sank ned i et dejligt blødt (men heldigvis ikke for blødt) sædde.

Ahhh. Så dejligt.

Jeg skulle lige til at kaste mig over min mobil, for i det mindste at give min hjerne lidt af den total ulødige og ernærings-u-korrekte føde, som jeg lige havde nægtet min krop, da jeg fik set nærmere på, hvad mine nærmeste medpassagerer sad med. De var to unge piger (dem er der godt nok mange af, når man er i min alder, har jeg opdaget. Men det må være til et andet indlæg en anden god dag). Muligvis i begyndelsen af 20’erne eller noget i den stil.

Den ene sad med en engelsk roman, hvis titel jeg ikke længere kan huske, men jeg mindes, at den havde den korrekte humanistiske og filosofiske kant, som den også bør have i den alder. Den anden sad og med den fineste tush-streg håndtegnede hun en vidunderlig flamingo med små lette strøg. Indimellem tog hun små pauser, hvor hun så ud i luften, hvorefter hun tegnede videre med samme afslappede men meget kontrollerede fingre.

Hvordan skulle jeg dog kunne tage min telefon frem og snuble rundt på Facebook ved siden af dem?

Jeg havde ingen filosofiske romaner med. Hverken på fransk, engelsk eller dansk. Og jeg kan bare overhovedet ikke tegne en flamingo om så mit liv afhang af det. Og jeg havde i øvrigt kun en blå kuglepen, så jeg kunne jo slet ikke komme i nærheden af hendes fine streg. Men man skulle dog være et skarn, hvis man ikke kan hive en tændstiksmand ud af ærmet! Så det gjorde jeg. Og hvor var det en god måde at bruge 30 min på. Lige præcis de kalorier som min hjerne og min krop havde allermest brug for.  Tak for det tøser.

Hemmeligheden bag børn er…

Der er sikkert mange gode grunde til at få børn: Kærlighed. Biologi. Ønsket om at føre slægten videre. Ønsket om at være en del af en familie. Eller noget helt femte.

Jeg har altid troet, at min egen har været biologisk drift med et drys af kærlighed. Udover at tænke, at det var helt vildt vildt – som i helt vildt meget vildt, at få børn, har det altid bare været sådan, at jeg tænkte, at jeg da skulle have børn. Det var ikke så meget et spørgsmål om, at jeg skulle have nogle at elske på en særlig måde – eller nogen, der elsker mig helt særligt – for sådan er det også, eller at jeg skulle give noget videre. Jeg skulle bare gerne have børn – og sådan var det.

Den slags kan man jo godt tænke lidt ekstra over i en vinterferie, der starter med syge børn – oven på flere måneders sygdom hos både børn og voksne. Eller oven på sure unger, der skændes i stuen med en lyd, der skærer igennem den lukkede dør, jazz-playlisten og kaffemaskinens brummen. I min ferie! Eller oven på flere nætter uden mere end 2 timers sammenhængende søvn. Eller oven på raserianfald over, at man ikke må komme i biografen (fordi man jo også kun har været i svømmehallen og på McDonald’s).

Til gengæld er det jo helt vidunderligt at kunne trøste et ulykkeligt feberramt barn. At få et lykkeligt ferie-godmorgen-kram. Grine højt over prutter og mavekilderi. Eller lave en køkkenrulle-kikkert som man kan se bjørne og bjerge igennem.

Og ja, alt det er meget godt og dejligt og hjertevarmende. Men nu har jeg fundet den virkelige grund: Kage! Jep. Kage.

Man sidder der ved kagebordet og den lille spørger med munden fuld af første stykkes sidste og lidt for store bid, om der kan blive et stykke til? Og det kan der – det er jo ferie, hører man sig selv sige. Nej nej, ikke til Far og Mor. Vi kan sagtens nøjes med ét. Man skal ikke overdrive, bare fordi det er ferie vel?

Men indeni, indeni begynder du stille at nynne. For du ved godt, hvad der sker lige om lidt: Moor, jeg kan ikke spise mere, må jeg gå ind og lege? Og vupti! Hvad ligger der så der? 2 tredjedele uspist kage, som ikke kan gemmes!

Jep. Den virkelige grund til at få børn er mere kage.

Årets 3 bedste råd, som garanterer din lykke. Helt sikkert. Med garanti.

Du har også set dem. Og du kender dem med garanti til hudløshed. Hvis du er kvinde, kender du dem muligvis lidt mere indgående, for de er altid målrettet lidt mere til os, men er du mand, kan du ikke skjule dig heller.

Du ved godt, hvad jeg taler om. Rådene. De 10 gode råd, som sikrer dig et godt forhold. De 4 gode vaner, som sikrer dit vægttab. De 7 fælder, du skal undgå, hvis du vil lave den perfekte julemad. De 5 skridt du bare skal tage, hvis du vil løbe en marathon (he he). De 27 små gode råd, som sikrer dig evigt liv.

Men nu er de her endelig! Årets bedste råd. Nej nej, jeg mener århundredets bedste råd. Du griner måske lige nu lidt i skægget (og det er jo også ok, for vi har jo kun det skæg, vi selv sidder på, det ved jeg godt). Men nogle gange mødes man bare af heldet på en fuldstændig uforudset måde. Og det er netop sket for mig, og da jeg ikke er den egoistiske type, så deler jeg selvfølgelig, og det gør jeg selvfølgelig med dig. Og du skal være mere end velkommen til også at dele ud af dit held. Ja, lige nu aner du naturligvis ikke, hvad jeg taler om, men bare vent. Lige om lidt, vil du forstå alt. ALT siger jeg dig!

Jeg skriver gerne ned rundt omkring mig. Gode ideer til indlæg, indkøbssedler, huskelister, overskrifter, tanker, stikord til historier og alle mulige overvejelser. I notesbøger, på post-its, små lapper papir, i telefonens note-app eller i sms’er til mig selv. Indimellem – eller oftest – så glemmer jeg alt om dem, og så dukker de lige pludselig op. Og det gjorde denne sms altså med al dens vidunderlige smukke visdom. Og det er her, du får de sidste gode råd, du nogensinde får brug for. Gør dig klar, for fra nu af kan du klare alt på din vej:

  1. Lyt efter til reglerne
  2. Ikke ryste grankoglerne
  3. Spørg, inden du kommer ind

Jeg har sendt dem til mig selv den 10. december kl 19.52 2017, og jeg kan simpelthen overhovedet ikke huske hvorfor. Om det er noget, jeg har tænkt i en gløgg-brandert på anden søndag i advendt, som jeg siden lykkelig har glemt alt om? Om det er én af Ungerne, der har sagt det? Eller om det er det bedste min hjerne kunne klare midt i en strid lungebetændelse? Jeg ved det ikke. Men det gør jo ikke rådenes visdom mindre væsentlig. Har du brug for lidt ord til at sætte dine egne tanker igang over, hvad denne visdom betyder lige præcist for dig i dit liv, er her mine ord på, hvad de kan betyde for mig i hvert fald:

1. Lyt efter til reglerne: Selvfølgelig skal du det. Jeg er en stærk tilhænger af, at vi kender og følger reglerne. At vi opfører os ordentligt overfor hinanden. Men det betyder selfølgelig ikke, at du ikke må bryde reglerne, bare du stadig opfører dig ordenligt.

2. Ikke ryste grankoglerne: Ja, den giver jo nærmest sig selv! Jeg tror, at alle vil være helt enige i, at her er der ikke behov for yderligere forklaring.

3. Spørg, inden du kommer ind: Den minder utroligt meget om råd nr. 1: Hav respekt for din omverden. Spørg, inden du kommer ind, handler for mig om både, at du interesserer dig for de mennesker, der er i dit liv (det er jo derfor, at du gerne vil ind), men at du også respekterer dem og deres grænser (du spørger inden)

Jeg vil sige, at jeg glæder mig særlig meget til at leve efter råd nummer 2. Det kommer virkelig til at gøre en stor forskel. Prøv selv.

Mere skæg du selv sidder på

Jeg har stadig fokus på min nye hobby fra sidste år: At grine af og i hverdagen, fordi: Man har jo kun det skæg, man selv sidder på. Læs evt. her: Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!). 

Det handler om at samle på sjov og på grin i hverdagen og give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Her er derfor lidt mere skæg, du kan sidde på (altså grine af, ik’?):

  • At julle afsted i 1. gear på cyklen også ned af bakke (obs, ikke kun når gearet er frosset fast…)
  • Holde op med at være så voksen-kedelig og brug andre menneskers trappetrin, som en del af fortorvet, når du går tur (hvis du er forælder, er det dét, som du gerne forbyder Ungerne at gøre). Gør det selv istedet,  det er helt vildt sjovt!
  • Syng med på sangene, når du lytter til musik i hovedtelefoner. Indrømmet, jeg har ikke selv turde prøve offentligt endnu, men hvor ser det bare ud til at være skønt, når andre gør det!

Dette er ikke en madblog, men…

Du skal endelig ikke lade dig narre. Jeg er ikke ude på at lokke dig i uføre midt i dit januars-forsæt. Det her er ikke en opskrift på en “sund” lille snack, som bare liiige tager 5 minutter at lave, når først du altså har fået købt økologiske dadler, figner, cashewnødder og kørt det igennem foodprocessoren uden at skære en finger af.

Jeg vil tværtimod bare fortælle om en helt igennem etonmessk historie fra det virkelige liv. I hvert fald fra min del af det virkelige liv.  Du har måske læst min Hvorfor etonmess? Hvis ikke, vil jeg lige forklare baggrunden for navnet her: Jeg skriver bloggen her, fordi jeg havde brug for et fristed, som var mit. Et sted, hvor ingen andre bestemmer over, hvad der skal ske, men hvor det bare er mig og mit humør, der styrer. Da jeg elsker både at skrive, tænke og fantasere blev dér fristed til en blog. En blog, hvor der også skal være plads til mine andre passioner Hækling og Alt muligt kreativt. Og da det jo er mig, der bestemmer her, er der masser af plads til den slags.

Derudover havde jeg brug for at gøre oprør og endda yde modstand (på min egen lille måde) mod alle de krav, vi mennesker stiller til os selv om at være og med og ikke mindst ovenpå hele tiden.  Uanset om vi er single, forældre, i arbejde og efterhånden også uanset alder. Og her blev jeg inspireret af retten Eton Mess – deraf titlen på bloggen: (A lot like) Eton Mess. Historien, som jeg har fundet den på nettet, er nemlig, at madmor på Eton College i 1930’erne havde bagt en lækker marengsdessert. Desværre blev denne perfekte dessert tabt på gulvet, da marmor gled på gulvet, lige da den skulle serveres. Men det slog ikke de sultne kostskole-drenge ud: De samlede de skønne spildte rester sammen og nød det med skøn drenget glæde, og desserten Eton Mess var født.

Og her er, hvad jeg mener, vi kan lære her: Selvom vi gør vores bedste (madmorens fine dessert), kan der godt ske uheld, som du ikke kan forudsige (spildt sovs på gulvet). Men er du sammen med mennesker,  du holder af (drengene) kan du klare dig igennem (spise lækker dessert) og måske opstår så noget nyt fantastisk, som du aldrig havde forudset (Eton Mess).

Og sådan en dag, hvor jeg havde gjort mit bedste, havde jeg sammen med Ungerne for nogle uger siden. Vi skulle bage muffins og havde kastet os ud i en gang vegansk chokolade-muffins, som vi tidligere har haft stor succes med. Ikke bare fordi de smager himmelsk, men lige så meget fordi, der jo hverken er æg eller smeltet smør i, så der kræves meget mindre af Morens mentale overskud OG man kan smage undervejs uden at være det mindste bange for salmonella. Så smart.

Denne gang ville de bare ikke lykkes. De blev simpelthen ikke lige, som vi havde drømt om. Selvom de jo ser fine ud på billederne:

Men de kunne vist ikke rigtig tåle,  at vi havde forsøgt os med kanel istedet for kakao. Vi var i hvert fald ikke særligt tilfredse med dem herhjemme.  Men vi lod os ikke slå ud, selvom vi måske var skvattet i sovsen, så vi kastede os ud i et nyt forsøg: Romkugler!

Ned i foodprocessoren sammen med en ordentlig klat syltetøj og så videre i klatter i fryseren i en 20 minutters tid, så de kunne formes til smukke romkugler og rulles i kokosmel.

Og så var vi da også bare klar til sammen at nyde noget helt fantastisk i bedste etonmess’ke ånd. Og  her er det så, at virkeligheden også ville være med. For det var sgu ikke ligefrem en dessert af etonmess’ke dimensioner. De var faktisk ikke spor go’e! De røg derfor ud, og så fik vi slik fra Netto istedet.

Og det er derfor, at etonmess.dk altså ikke er en madblog.

(Har du lyst til at prøve de veganske muffins, kan du finde dem her, og de kan altså blive smaddergode: Cupcakesopskrift.dk)

Ja! Et helt nyt år!

Et nyt år er startet og jeg elsker den her tid på året – næsten lige så meget som jeg elsker efteråret (Umm. Efterår!)

Med et helt nyt friskt år foran mig kan alt lade sig gøre, alt er muligt og ingenting er nået at gå galt endnu. Først til næste år ved jeg, at Børnene blev syge 10 dage inde i januar eller at ingen var raske til deres fødselsdage (heller ikke de voksne). Først dér, ved jeg, at den Yngste kastede op i bilen efter 2 timers køretur, bare 5 min før vi var fremme til fætterens fødselsdag. At min veninde blev sygemeldt med stress og jeg selv måtte arbejde med en snert af det i efteråret. At der skulle “effektiviseres” (nedskæres) på mit arbejde. At bilen skulle repareres for mange tusinde kroner eller at sommeren igen bestod mest af regn. Den sidste er jeg dog ved på forhånd at øve mig i efter de sidste par somre.

Det er altså lige nu, at alt kan lade sig gøre, og det gør mig altid så utrolig glad midt i den ellers så kedelige, våde og kolde januar. Mærkeligt nok er det også her, man absolut skal fjerne alle de dejlige lys fra december med den helt og aldeles ubrugelige undskyldning, at det ikke længere er jul! Det er dog den værste og mest voksen-kedelige argumentation, der findes! Det er da her i mørket, vi har brug for lysene. I december har vi jo både julekalender, julegodter og gaver til at holde os oppe. Men i januar har vi bare troen på, at alt kan lade sig gøre – og den følelse må altså så gå an her i mørket.

Men jeg har selvfølgelig ikke glemt min nul-måls-beslutning om ikke at leve i fremtiden, eller hvis jeg bare lige… (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)). 

Derfor sætter jeg heller ikke mål for 2018. Jeg glæder mig bare over, at der er et helt års muligheder lige foran mig. Et helt år til at nyde og overkomme og så nyde igen.

Og sørme om jeg ikke er begyndt at leve i nuet allerede. Hvert år plejer jeg at lave en kalender med egne tegninger og billeder. Ja, jeg sidder endda med tungen lige i munden og tegner felter op til ugedage og det hele. Og jeg kan snart ikke huske længere, hvor mange gange jeg har måtte smide et ark ud, fordi maj måned ikke starter på en onsdag (husk nu for pokker at tjekke inden du går i gang), eller der altså ikke er to den 26. oktober uanset, hvor mange gange, jeg skriver forkert.

Men det gode ved sådan en kalender er, i hvert fald når man er mig, at den ikke behøver at være fuldendt fra 1. januar. Jeg skal bare gerne nå januar inden 1. januar, og så selvfølgelig februar inden den 1. februar, marts inden 1. marts og så videre.

Som regel bruger jeg dog januar måned på at udarbejde alle 12 måneder, så vi trods alt kan planlægge lidt af året her i familien. Af det, der nu kan planlægges altså.

Så i mit lille nu, der er lige nu, har jeg udarbejdet kalenderbladet for januar måned, og det er jeg godt tilfreds med (også selvom den først var færdig den 5. januar). Og senere, så når jeg nok resten. Og ellers kommer årets muligheder, eventyr, diverse sygdom og måske endda sommersol jo alligevel helt af sig selv.

 

Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)

Ahh okay, det passer måske ikke helt, det ved jeg godt. Jeg skal jo nå at hente børnene inden SFOens lukketid. Jeg skal også nå at gøre rent, inden gæsterne kommer om 2 timer. Om mandagen skal jeg nå at få lavet aftensmad, så jeg kan nå til yoga kl 19. Jeg skal selvfølgelig også nå at vaske tøj til i morgen, så Den Ældste kan få rene strømper på i skole. Jeg skal nå at købe gaver til børnefødselsdagen på lørdag og forberede mig mentalt til Den Yngstes legegruppe. Og så skal jeg jo nå at skrive et indlæg til etonmess.dk hver tirsdag.

Så jo, der er mange ting, jeg skal nå. Men der er ikke noget, jeg skal nå-nå. Jeg skal ikke nå at være chef for afdelingen. Jeg skal ikke nå at tabe 10 kg. Jeg skal ikke nå at surfe på Hawaii eller se solen gå ned over Mount Everest.

Jeg vil helt sikkert nyde det hele og sætte stor pris på det, hvis det sker (blandt andet fordi jeg har en del tøj bagerst i skufferne i et par størrelser for små efterhånden). Men jeg sætter ingen mål om at nå det.

Jeg har kun dette ene mål: At få tiden til at gå på en god måde, indtil det er slut. For det er det jo på et tidspunkt.

Det betyder, at jeg skal nyde at være lige der, hvor jeg er og ikke gå og vente på at nå noget andet.

Jeg er selvfølgelig også så heldig, at jeg har mulighed for at nyde at være der, hvor jeg er. Mine Børn går ikke sultne i seng og jeg kan forkæle dem med masser af materielle goder. Jeg  er i et sundt og kærligt forhold og jeg holder af, og bliver holdt af, af mange søde mennesker. Præcis derfor har jeg besluttet mig for at huske at nyde det.

Andre må meget gerne lave “bucket-lister” over ting, der skal nås, inden de dør. De må træne til det ene marathon efter det andet og sætte tegnestifter på verdenskortet over steder,  de skal nå at se. De må gå efter alle de “direktør over verden”-stillinger, de vil og sætte mål, der viser deres værd på alle mulige måder, som mennesker, individualister, forældre, partnere og hvad de nu er. Bare det gør dem godt.

Men jeg gør det ikke. Jeg fortsætter hellere end gerne med at udvikle mig og følge med i mit arbejdsliv, og jeg skal nok interessere mig for verden omkring og vise mine børn, hvordan man er en del af samfundet. Men jeg skal kun nå én ting: At have det godt (eller nogen gange måske bare godt nok) der, hvor jeg er lige nu og nyde tiden, indtil den ikke længere er.

Som hos alle andre er mit liv fyldt med små og store udfordringer i ordets egentlige betydning. Nogle gange lander de med tid til at lade op imellem og andre gange, føles det som om, det rammer som perler på en snor.  Mange af de udfordringer, der har ramt mig gennem de seneste år, har påvirket mig meget og væltet og flyttet rundt på planer og beslutninger. Det er derfor, jeg har taget min beslutning. Jeg skal huske at være lige der, hvor jeg er og ikke stræbe efter lykken ude i fremtiden. Det hjælper mig til at klare udfordringerne, så de ikke bliver til forhindringer. Fordi de hindrer mig ikke i mit mål: At passe på mig selv, så jeg har det godt, der hvor jeg er.

Det er for øvrigt ikke et nytårsforsæt. Mit nytårsforsæt er nemlig at huske at bruge tandtråd (!)

Rigtig godt nytår fra etonmess.dk

Om englebasser, købekager, grimme julesokker fra Netto og at nå lidt af det, man så gerne ville

Du skal endelig ikke lade dig narre af billedet her. Bloggen i denne uge handler ikke om nye kreative must-dos, som du sagtens kan nå imellem julebag, julehygge hos familie, venner, sportsklubber, skoler, børnehaver og andre gode steder med mennesker, du næsten ikke kender. For ikke at tale om de forfærdelige julefrokoster med kolleger, som du, uanset hvor gode de ellers er til at hjælpe med Excel-formler, kontering eller noget andet brugbart bare ikke har noget tilfælles med udover arbejdsopgaverne. En kendsgerning, som de fleste af os måske i virkeligheden har det ret godt med? Det er bare ikke en tilladt følelse i december, har jeg bemærket.

Ja, der er nok af ting, man kan tage sig til i december. Som du nok er begyndt at ane, er det her ikke ekstra pres til nogen om noget som helst. Tværtimod er her lidt til lige at huske, at du stadig skal trække vejret helt ned i maven også midt i julebag og julegaver og andet godt. Og det kommer altså fra én som æælsker julen, julepynt, julekager, julelys-pyntede huse og nu vildere, nu bedre – især hvis det er andres.

Men det kommer også fra én, som har besluttet, at traditioner er skønne og dejlige, men det må aldrig tage magten fra en. Hvis de lige præcist ikke føles skønne og dejlige, så skal jeg stoppe og gemme dem til næste søndag eller næste år, hvis det passer bedre. Det gælder både hjemmebag og konfekt, som jeg har besluttet altid gerne må købes og ikke mindst, at jeg aldrig (som i aldrig) skal have det dårligt med det.

Og det gælder også, hvis jeg ikke lige er færdig med den fine og fantastiske hjemmelavede og meget kreative pakkekalender til den 1. december, fordi 3 ugers sygdom plus det løse på kryds og tværs har ødelagt alle planer, som var de den mindste lille gris’ hus af pinde pustet til jorden af ulven.

Det betyder så, at i år får Ungerne altså en lidt mindre fantastisk pakkekalender end forventet – altså end forventet for mig. For de 2 er jo komplet ligeglade med, at de ikke hver morgen vågner op til Mors hjemmelavede pakkekalender, men at de i stedet får gaver i de der utroligt grimme Netto-julesokker. Sokker, som de så i øvrigt selv valgte sidste år, og som de bare elsker. Du ved, den slags  med glimmer og palietter i dårligt og grim “pels”.

De er bare lykkelige for, at julemanden/drillenissen, modsat sidste år, faktisk giver dem en lille gave hver dag. Sidste år blev sokkerne nemlig købt på tilbud midt i december (og for egne penge endda), og da forældrene ikke lige havde tænkt på den slags, måtte de selv putte tegninger og slik fra fredagensåpå Disney-sjov i hinandens sokker, hvis de ville have en overraskelse – og det gjorde de så. Og det var også ret hyggeligt, syntes de. I år er det så trods alt lidt anderledes. De lukker i øvrigt hårdnakket ørerne, hver gang jeg kommer til at sige, at det altså bare er mig, der lægger gaver i. “Tak julemand” lyder det glad og dejligt rebelsk hver morgen.

(Sidste år fik de en (købt) Barbie-kalender fyldt med små dimser, så det er altså ikke fordi, de led nogen nød.)

Lidt af min fantastiske hjemmelavede pakkekalender-planer nåede jeg dog godt nok. Nemlig de to små hæklede englebasser, som du kan se ovenfor. Jeg synes selv, at de er umanerligt charmerende på deres helt egen måde, og at de i ordets bedste forstand virkelig er englebasser.

De bliver puttet i sokkerne én af dagene, og så må vi se, hvordan det går, og om de falder i Ungernes smag.  Derudover fyldes sokkerne blandt andet med lakridspiber, karameller, klistermærker, hjemmehæklede Barbiekjoler og strømper (garderet med et lille stykke slik). De strømper blev faktisk overraskende godt modtaget. Modsat tyggegummiet den 1. december i øvrigt, som den Mindste kastede på gulvet i vrede, fordi det var den forkerte smag. Ja, sådan mødes drømme jo nogle gange af virkeligheden, for både Mor og Barn.

(Og resten af mine kreative planer lykkes så måske til næste jul. Og det er også ok med mig).

Skulle du have fået lyst til selv at kreeere en engelbasse (til næste jul selvfølglelig) kan du forresten finde den her: Englebasser

Når voksen-kedelig bliver bekæmpet af karatezombier (og fin natur)

Egentlig skulle vi bare lige op i byen og købe lidt urtemedicin i drømmen om, at det ku’ redde os fra bare lidt af al det sygdom, vi har været igennem her i efteråret. (Jeg skal nok sige til i øvrigt, hvis jeg finder et vidundermiddel, som rent faktisk virker.) Heldigvis blev det så til en tur med gakkede gangarter, karatezombier, skønne sange om højre- og venstrefødder og så smuk og lidt grim natur.

Turen startede dog lidt mere kedeligt ud, da Moren ikke rigtig kunne stoppe med at have travlt med at få Mindstebarnet i tøjet efter en helt fantastisk skøn lørdag-morgen-formiddag-og først på eftermiddagen i nattøj og fri leg.

Vi bor bare 15 minutters gang fra butikken, og der var halvanden time, til de lukkede.  Alligevel kunne jeg hverken se det sjove i, at bukserne skulle tages på i soveværelset, blusen i gangen og strømperne på eget værelse, eller at der midt i det hele skulle være plads til 3 kolbøtter i sengen. Først da jeg fik set i mindstebarnets øjne, mens jeg hørte min egen sure (og helt vildt kedelig-voksne) stemme, vågnede jeg op og tog mig sammen til at forsøge bare at være.

Er det i øvrigt ikke mærkeligt, at man kan gå direkte fra nattøjs-hygge til kedelig og voksen-travl?

Det var midt på vores bare-at-være-tur, at vi faldt over knopperne og svampene her. Smukke knopper og lidt grimme svampe, som vi blev enige om, inden vi fortsatte vores karatezombiegang.

Klik og se:

Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

For mange år siden gik jeg i klasse med en pige, som meget ofte sagde disse bevingede ord: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Og ja, når man nærmer sig de 40, så har man virkelig retten  til (og muligheden for) at sige “for mange år siden”.

Og hun har jo så evig ret. Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Jeg er derfor begyndt på en ny hobby: Jeg samler nemlig på sjov. Både på mit eget og på andres. Her er hvad jeg foreløbig har fået samlet sammen:

  • Skilte man ikke lige havde set komme
  • 4 årig dreng med batmanmaske, som står og venter på S-toget med sin mor en almindelig tirsdag morgen
  • At surfe efter indkøbsvognen på det glatte gulv på vej ud af Lidl (selvfølgelig ikke, når man har Børnene med – de bliver jo umulige at opdrage på bagefter)
  • At grine med mine med-yogier over, hvor svært det er at stå på venstre fods lilletå, mens man forsøger at trække vejret helt ned i maven
  • At spise boller i karry med ristede pølser
  • Når togføreren opfordrer til at huske gummibåden, når det står ned i stænger på en alt for tidlig torsdag morgen
  • At snuppe gyngen før et af Børnene og gynge så højt, at det kilder i maven og drømme om at turde hoppe af gyngen i flyvende fart
  • At cykle slingrende af sted på vej hjem fra arbejde (et sikkert sted, hvor ingen bliver ramt eller andre bliver bange for at ramme én)

Det skulle senere vise sig, at hun lidt for godt vidste, hvad hun talte om, og det gør det jo kun endnu vigtigere at følge det gode råd. Vi har ikke meget kontakt i dag, men jeg tror, at hun er én af dem, der har klaret sig. Men det er hendes historie og ikke min.