Jeg kan jo ret godt lide efteråret. Det kan virkelig noget.

Noget med farver, sanser og natur. Noget med vind og sol og kølig varme.

• 

• 

• 

• 

Men selv for sådan én som mig, kan november godt blive lidt lang:

En lille smule efterårshaiku, af den lune, rødbrune himmelblå farve:

Bladet hvirvler ned
Med vinden som kavaler
Efterårets dans

Æblet hviler blødt
På græssets grønne leje
Efterårets fred

I denne uge er det 3 år siden, at jeg lærte at jeg skulle udgives for første gang. Altså sådan en rigtig udgivelse.

Første og hidtil eneste. Men det betyder jo ikke, at den første gang ikke tæller. Det gør den.

Og når jeg kommer i tanke om det, synes jeg stadig det er SÅ vildt. Det mærkelige er, at jeg ikke tænker på det oftere, når nu det jo faktisk er så fantastisk. Når jeg tænker over det nu, så burde det jo være noget, som jeg tænkte på mindst 3 gange om dagen. For helt ærligt: Et udgivet digt!

Forfatterne til en danskbog til den nye FGU (forberedende grunduddannelse) havde taget ét af mine digte med. Ord, som jeg har skrevet! Som nu skulle læses af andre. Hvordan de har fundet det, aner jeg virkelig ikke.

Jeg fik senere en mail fra Gyldendal (Gyldendaaaal!!!) hvor de spurgte om, de måtte brugt mit digt – mod et honorar på 407,97 kr. Det måtte de godt.

Og nu sidder altså (stakkels) unge mennesker rundt omkring i Danmark og taler om ord og tanker. Måske om liv og lyst – og helt sikkert om irriterende dansklærere. På baggrund af mit digt! Det er så vildt!

I anledning af denne vilde milepæl har jeg opdateret Den lille poesibog, som jeg lagde på bloggen tilbage i 2017 med alle mine digte siden dengang i Den lille poesibog – digte i frit fald.

Her finder du selvfølgelig også min første udgivelse Den onde trætte syge cirkel, som du også kan finde her:

Den onde, trætte syge cirkel

Det er et såkaldt cirkeldigt – et digt, som aldrig starter og aldrig slutter.

Hvis du har lyst, er du i øvrigt velkommen til at sætte dig godt til rette og læse mine digte i frit fald. Hvoraf ét jo indtil videre faktisk er udgivet.

Kom med på et lille øjeblik fra en aftentur.

Hvad ser du mon på himmelen?

Måske en ørn, der letter med spredte vinger? Eller lander den med sit bytte i kløerne?

Måske en hund, der sidder og venter med løftet hoved på sin herre? Eller er det kraniet fra en hest, død af tørst, fundet på prærien?

Måske en dansende Manneken Pis?

Eller en langhalset fugl, der stikker næbet lidt for langt frem?

Hvad kan du se?

Jeg var egentlig gået igang med at skrive et lille indlæg om halloween.

Jeg elsker nemlig halloween.

Ikke så meget Nettos orange plastikspande til slik og alle plastik-skeletterne, men mere al humoren og glæden og livet, der er omkring halloween.

Men jeg gik i stå. Det slog mig midt i skriveriet, hvor skørt livet er.

Her er jeg, der kan tillade mig at slukke for hverdagen og også lidt for krig, gas, seje iranske kvinder og voldsomt iransk politi. Og så er der alle dem, der ikke kan.

Det virker bare så skørt, at der leves så forskellige liv side om side.

Halloween-fejring og overlevelse side om side.

Og sådan har det jo altid været. Det ved jeg godt. Det er bare blevet meget mere synligt med globaliseringen og så videre og så videre.

Og ved du hvad, der så er endnu mere skørt? Så fik jeg bare endnu mere lyst til at fejre halloween.

Og nyde at jeg midt i kulde og mørke og træthed bliver mødt af grin og samvær – og chokolade. Fejre at jeg lever. Sammen med skeletter og gys og gru. Plastik og hvad har vi.

Skørt.

I år fylder jeg 45. Det er halvdelen af 90. Og det er dobbelt så meget som som 22,5.

På den måde er det efterhånden en del år, der står der. Bag mig.

Forhåbentlig er der også plads til nogle stykker foran mig. Men jeg ved jo kun noget om dem, der ligger bag. Det andet bliver mere rent gæt.

Og lige præcist med de, som ligger bagved, er der noget ret særligt. De er gået stærkt og langsomt. De har været tynde og tykkere. Og så kan de ses og mærkes.

Og det er ok med mig. Det der med at de kan ses og mærkes. Faktisk er både alder og ælde ok med mig. Det kan jeg godt leve med. Jeg har nemlig opdaget noget på mine midt-gamle dage, som jeg godt kan lide. Meget godt faktisk.

Det handler om parkeringspladser. Jeg opdagede det for et stykke tid siden, da jeg kom ud til bilen efter at have handlet.

Der så jeg det helt tydeligt. Jeg havde nemlig:

• Smidt bilen helt skævt ind i parkeringsbåsen (nogenlunde lige inden for stregerne). Og gået derfra. Simpelthen fordi jeg ikke altid er perfekt og fordi jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig (!)

Men så skete der noget mere et par uger efter.

• Det brugte jeg nemlig mindst 5 minutter på at køre frem og tilbage for at komme ordentligt på plads i en anden parkeringsbås, mens der stod folk omkring og kiggede. Simpelthen fordi jeg ikke altid er perfekt og fordi jeg er ligeglad med, hvad folk tænker om mig (!)

Det kan jeg altså meget godt lide. Altså det der med at være ligeglad. Det kunne jeg godt gå hen og blive lidt glad for. Måske behøver man ikke længere være den søde pige, når man nærmer sig de 50?

Og hvis jeg så mærker trangen til at være sød og perfekt, så er der garanteret en parkeringsplads i nærheden, der kan få mig på rette tanker igen.

Jeg faldt over den her på vej hjem fra arbejde en dag.

Eller altså jeg gik forbi den. Og fik øje på den.

Var jeg faldet over den, havde den jo nok ikke set sådan ud mere.

Så jeg så den altså. Og ku’ slet ikke få øjnene væk fra den.

Rund. Og smuk. Og hvid. Og hullet og bulet.

Som en kæmpe skumfidus.

Men jeg tog altså ikke en bid.

Jeg så den bare. Og faldt fuldstændig for den.

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

• 

Denne uges etonmess er et lille bitte digt. Læs det. Smag lidt på det. Mærk det. Tag det med, hvis du vil eller lad det ligge her.

Et træ, der er et træ

Et træ, der er en sky.

En sky i et træ.

En sky i sol.

Et træ i sol.

Et træ i grønt.

Grøn sol.

Hold op – naturen er fantastisk! Se lige: