Kategoriarkiv: Livet

Kastanjer i fri fantasi

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Jeg elsker farverne og lydene, når man går igennem de visne blade. Jeg elsker, når jeg endelig får skubbet mig selv og familien ud at gå en tur. Jeg elsker, når man efter flere dage med vådt og blæsende vejr endelig får en af de perfekte efterårsdage med smuk sol fra oven og en lille smule varme til kinderne. Jeg elsker dagene med de sidste sorte fuglesværme, som er på vej ned mod varmere vejr.

Og så elsker jeg efterårets fineste opfindelse: Kastanjer. Jeg elsker, elsker, elsker dem. Jeg elsker at gå og lede efter dem under bladene. Jeg elsker at finde dem, når de er helt friske og har den der ekstra smukke glans og blødhed. Og så elsker jeg selvfølgelig at finde dem stadig pakket ind i deres skal. At åbne dem så forsigtig jeg kan uden at stikke mig på de små alt for spidse nåle og opdage, hvad den tykke grønne skal gemmer på. Mit yndlingsøjeblik!

Så er der jo også kastanjedyrene! Livet kan da næsten ikke være komplet, end når man sidder der med syl, tandstikker og garn, og måske endda i selskab med gode mennesker og dejlige børn.

I år har jeg endda lært noget nyt om mine små elskede. De er endnu mere komplette med perler! At tænke sig, at jeg skulle leve i næsten 40 år, før dette faktum gik op for mig. Men nu har jeg da også sørget for at tage revanche i år.

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Umm. Efterår!

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid. Ikke bare fordi, det er her, jeg har fødselsdag (umm lagkage!) Men også fordi efteråret bringer de smukkeste farver og mønstre med sig. Så smukke, synes jeg, at de slår selv forårets fine og nærmest skrøbelige lyse farver.

Efteråret er fuld af sanselighed og dramatik og ligesom en moden overlegenhed, som ved, at livet ikke bare er lysegrønne enge, men også er udfordrende og problemfyldt. Og ærlig talt, er foråret ikke også bare så kønt, fordi det er så længe ventet efter et laangt efterår (ja, man kan trods alt også få nok af våd og kold sanselighed) og en mørk og vådere vinter?

Her er et lille stykke af efteråret, som det ser ud lige nu i vores lille have.

(Er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for farver og mønstre og drama!).

Læs videre Umm. Efterår!

Hov! Hvad skete der lige der? Ny hobby på vej

Jeg opdagede den anden dag, at jeg er ved at udvikle en ny hobby af den lidt mere mærkværdige slags. Muligvis grænsende til det lidt skræmmende mærkværdige. Måske ikke ligefrem som i skære-dyrefigurer-af-emmentaler eller et eller andet lignende mærkværdigt, men dog alligevel som en overraskelse for mig.

Så hvis du mangler en hobby til at differentiere dig fra dine alt for ordinære venner på de sociale medier, eller gøre dine børn dybt flove, så læs endelig videre. Hvis du blot har en antropologisk baseret nysgerrighed på, hvad andre mennesker dog kan finde på, så skal du også bare læse mere. Og trænger du bare til at fnise lidt og måske endda være lettet over, at det trods alt ikke var værre, så kan du også roligt gå videre nedenfor.

Jeg var ude at gå en aften for at få lidt luft til krop og hoved. Jeg havde forventet at gå med snuden i sky, fordi jeg jo er så glad for at se op (Kig op!). Men pludselig opdagede jeg, at jeg tværtimod gik og kiggede ned. Og det var ikke efter små sensommerblomster eller spændende mønstre i de rustikt revnede fliser. Næ, jeg kiggede efter kloakdæksler!

Pludselig så jeg mig selv rende rundt og lede efter nye smukke (!) dæksler. Hvilket mønster havde de mon? Eller hvilket tal mon den næste på min vej ville ha’? Så gik jeg der og brugte 10 min på at gå 300 meter ned ad gaden, mens der åbnede sig en helt ny verden. Frem og tilbage over vejen og over på det andet fortov for at undersøge dæksler dér og ned af sidegader for at blive endnu mere forundret. Og  sikke en dejlig lille tur jeg fik ud af det. En ren fornøjelse.

Se selv:

Som sagt: Måske ikke ligefrem emmentaler-figur-mærkværdigt, men dog alligevel mærkværdigt.

 

Den bedste bog, jeg aldrig har læst

Da jeg for noget tid siden skrev om at holde pauser, skrev jeg også lidt for sjov om at finde en vejleder. Helt specifikt én, der gik langsommere end mig, som kunne hjælpe mig til at gå lidt ned i gear. Læs det her: Pauseskærm, hvis du ikke allerede har læst det, og det bare ingen mening gi’r lige nu.

Det fik mig til at tænke på, at vi alle er vejledere og guider for hinanden. For det er vel egentlig sådan, livet er: Man møder mennesker, som man deler vej og liv med et stykke tid. Og her kan man støtte hinanden eller det modsatte. Vi er altid en del af hinandens liv på godt og ondt.

Det fik mig så til at tænke på den bedste bog, jeg aldrig har læst (!). Men det gør heller ikke noget, for jeg har ikke brug for mere end titlen: “It Takes a Village: And Other Lessons Children Teach Us” (i øvrigt af Hillery Rotham Clinton, hvis du selv skulle have lyst til at læse den).

Jeg har googlet mig frem til, at det stammer fra et afrikansk ordsprog, og at tanken er, at et barn har den bedste mulighed for at blive en helstøbt person, når hele landsbyen tager aktivt del i barnets opvækst.

Og det tror jeg lige præcis på. Et godt liv kræver en hel landsby eller i hvert fald et fællesskab. Vi er ikke noget uden hinanden, og vi er hele tiden noget for hinanden uanset, om vi er bevidste om det eller ej.

Nogle gange ved man det og gør det bevidst, som forældre, kæreste eller veninde og ven. Andre gange er det mere tilfældigt, som når vi husker at gøre plads for hinanden på fortovet eller i bussen. Når vi husker at spørge til en kollegas dårlige ryg, syge barn og er der for en anden. Eller når vi bliver ved med at holde fast i et menneske, selvom de bliver ved med ikke at kunne komme videre fra en skilsmisse, et dødsfald eller en anden krise og du oplever, at de tager mere energi, end de giver.

Eller når vi anerkender klassens ballademager for det gode, han eller hun også gør. Eller når vi decideret opdrager på dem og dermed udpeger de rammer, som vi sammen indgår i og på den måde gør dem til en del af vores fællesskab. Eller altså når en stakkels medpassager bliver min vejviser i de 90 sekunder, det tager at gå op af trappen på Vesterport station.

Det er, når vi viser vej for hinanden, at vi tager vores fællesskab alvorligt, og det er, når vi får vist vej af andre, at vi bliver draget ind i det fællesskab, som er så vigtigt for selvværd og velvære.  Og det gælder både for børn og voksne – vi bliver de mest helstøbte personer ved at passe på hinanden.

Pauseskærm

Jeg har fundet et trick! Du ved, når jeg styrter af sted i verden, og verden styrter af sted inde i mit hoved. Så er det, jeg retter mig op og ser mig omkring og finder en vejviser. Og jeg mener det helt bogstaveligt.

Det er gerne på vej i fuld fart mod arbejdet, at jeg opdager, at jeg styrter (afsted). Derfor kigger jeg mig rundt på stationen for at finde en af de der irriterende langsomme medborgere med de sløve ben og de tunge fødder. Du kender dem nok godt. De er alle vegne: I Netto, i kantinen, på gågaden, på cykelstien eller i skolegården, når du skal hente, inden alting lukker.

Men nu irriteres jeg ikke. Jeg glæder mig, fordi jeg har fundet mig min guide til et bedre liv. Så følger jeg efter dem hen af perronen og op af trappen. Tvunget ned i gear og tvunget til at affinde mig med den tid, som livet nogle gange bare skal have.

Bare rolig, jeg følger ikke efter dem hele vejen, til hvor de nu skal hen, og jeg stopper også i god tid, før det bliver pinligt. De hjælper mig bare lidt på vej på den del, hvor vi alligevel skal samme vej. Og der på vores fælles vej får jeg hjælp til at bryde min ujævne og alt for hastige rytme og finde ind i en anden, roligere og sundere. Nej, det varer ikke hele dagen, men hver pause hjælper. Det er jeg sikker på. Prøv selv.

Jeg har dog også andre gode fif, hvis du ikke er klar til at følge efter helt tilfældige fremmede, men gerne vil blive lidt bedre til at holde nogle små pauser, hvis du også indimellem oplever, at du styrter (afsted). De er markeret med * efter sværhedsgraden, som var de en hækleopskrift.

* Nemt – det gør du bare.

** Er lidt sværere og skal måske lige planlægges lidt.

*** Skal trænes et par gange, men husk: Øvelse gør virkelig mester.

  • At sætte mig på en bænk og vende hovedet mod solen i stedet for mobilen, når jeg venter på toget. *
  • At huske at kigge op (se også her, hvis du vil vide, hvorfor jeg er så begejstret for at kigge op). *
  • At lave en lille strækøvelse i garderoben på arbejdet (og håbe på, at jeg er færdig, inden nogen kommer ind): Stå med hænderne mod hinanden foran brystet. Træk vejret ind og stræk armene bagud og skyd brystet frem. Ånd ud og saml igen hænderne foran brystet ved at føre armene tilbage i en vandret cirkel. Træk vejret ind og stræk armene op over hovedet. Ånd ud og og før dem i en cirkel langs kroppen tilbage igen. **
  • At huske mig selv på, at nogle gange er det godt nok at gøre sit bedste – også selvom det ikke er lige så godt, som jeg håbede på. ***
  • At smile til barnet i indkøbsvognen foran i køen. *
  • At smile til den voksne foran i køen. **
  •  At gå en tur i haven og kun kigge på blomster og grønt og glemme alt om græsset, der bare vokser og vokser. *
  • At slå det græs, der bare vokser og vokser og glemme alt om hækken, der også bare vokser og vokser. **
  • At lede efter firkløver i græsset istedet for at slå det. *
  • At kigge på stjerner – og hvis jeg ser et fly, så lade som om, det er et stjerneskud. *
  • At huske, at det hele tæller med. Også selvom det bare er bittesmå pauser på 30 sekunder efter det der firkløver. For hver gang jeg holder bare en lille pause, bliver den fine lille afslapningsbeholder, som jeg har i mig, fyldt med mere og mere ro, og det bliver lidt lettere at holde de lidt længere pauser og nyde livet lidt mere i min egen fart istedet. ***

(Jeg tror i øvrigt, at den der afslapningsbeholder er en gammel lidt rusten og bulet kagedåse med det sødeste mønster af ballerinaer og tekopper i blå og grønne nuancer med et stænk af guld).

Var det noget med et lille vidunder?

Georginer! Ét af havens fineste kunstværker. Hvis man  ser efter, er hver eneste én simpelthen noget af det smukkeste, man overhovedet kan tænke sig – om de er i blomst, stadig gemt i knop eller endda ved at være færdige. Tag en lille pause, og nyd de her små skønheder (husk at trække vejret helt ned i maven, så bliver pausen endnu bedre). 

(PS er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for det mest vidunderlige slideshow, du kan tænke dig).

Ugen i haiku

Jeg har skrevet hverdags-haiku.

Ryster du nu på hovedet og siger, hvad søren/filan/pokker er det? Ja, så har din hjerne sandsynligvis fjernet din viden om klassiske japanske haiku-digte for at få plads til mere lødig information. Muligvis i et anfald af rengøringsvanvid. Men fortvivl ikke. Her får du en kort introduktion fra internettet:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Så, nu er du vist klar:

Mandag
Kaffen damper varmt.
Første tår brænder tungen.
Det er jo mandag.

Tirsdag
Dagen er slut nu.
Månen sender mig i seng.
Kys fra Manden min.

Onsdag
Arbejdsdag er slut.
Løber forpustet til tog.
Jeg henter i dag.

Torsdag
Snart er det weekend.
Kan vi slippe for indkøb?
De får knækbrød med.

Fredag
Det er Disney sjov.
Fejrer weekend i sofa.
Midt i slik og knus.

Lørdag
Skyerne er grå.
Blomsterne blomstrer i trods.
Sommeren er dansk.

Søndag
Det er jo godt nok.
Klippet hæk langt om længe.
Børn, liv, kys og kaf’.

Jeg har været på stranden

Jeg har brugt en stor del af min ferie på stranden. Ikke badet i hverken sol eller saltvand, selvom jeg faktisk havde hovedet under én gang! Næ, det var vejret ikke lige til, men det er også ok med mig.

For selvom solen er dejlig, og der ikke findes noget bedre end en lys lun sommeraften, så har jeg det heldigvis sådan, at jeg ikke har brug for solen for at få noget ud af min sommerferie. Jeg har bare brug for at holde fri – og det er jo ret praktisk, når man nu absolut skal holde ferie i Danmark.

Jeg tror faktisk, at jeg er ret god til det med at holde fri.

Jeg sagde engang til min chef, at jeg bare gerne ville holde fri hver dag – det var efter sidste sommerferie, hvor det jo er oplagt at tænke i de baner, når hverdagen starter igen. Hun kiggede på mig, nærmest sådan over brilleglassene endda, selvom hun slet ikke har alderen til det. Efter at have kigget lidt sagde hun “Det tror jeg ikke du vil – du vil komme til at kede dig” og jeg tænkte bare  “Åhhhh chef, du kender mig så dårligt”.

Jeg ved, at jeg kunne fylde dagene med frivilligt arbejde for flygtninge, lektiehjælp i provins-ghettoen, indsamling af tæpper til de hjemløse, organisering af loppemarked for børnehavens legeplads eller for Kvinde-krisecenteret, finde finansiering af børneyoga til Den Ældstes klasse eller yoga til kræftramte, hækle sprutter til neonatal-afdelinger, glo ud i luften, gå lidt i selvsving, være sammen med mine børn i mere end 4 timer på en hverdag (åh det regnskab var ikke sjovt), lære at male, skrive et par bøger og måske endda lære vores børn, hvordan de finder deres egen vej i rotteræset mellem Pisa-test, selviscenesættelse og fremdrift-reformer. Åh jo, jeg kunne godt få tiden til at gå. Jeg skulle bare lige ha’ fundet en løsning på det med økonomien…

Men det var jo historien om stranden, jeg kom fra, og som ovenpå drømme om andre hverdage, er lidt svær at komme tilbage til, men måske lige derfor så vigtig at finde frem igen. (Tag i øvrigt ikke fejl – jeg holder også af hverdagen og af at udfolde mig på arbejdet, løse opgaver og være til gavn og den slags, men jeg vil bare gerne have lidt mere indflydelse på dén hverdag).

Stranden var for øvrigt ikke engang en sandstrand. Nej, det var den slags, som er dejligt fyldt med sten i alle former og farver. Og jeg fandt så utrolig mange flotte, som jeg har taget med hjem – godt hjulpet af Ungerne.

Nogle af dem var særligt særlige. Som for eksempel skindskraberen fra stenalderen – vi er næsten helt sikre her i familien.

Eller smileyen her, som lå og blinkede til mig nede fra havbunden, da jeg var på jagt efter muslinger til krabbe-madding.

Eller hjertet, som vi har passet ekstra godt på. 

Alle 3 er den slags sten, som både kan og absolut må og skal tages som gode varsler.

Der var også flere hilsener fra tidligere tider og andre hverdage:

Jeg fandt også flere, som ganske tydeligt kun var ude på én ting, nemlig lækkerier. Og det skulle de selvfølgelig ha’:

Hvad de så skal tages som varsler på, det er jeg ikke helt sikker på endnu. Stensikkert noget godt. Hø hø.

Gamle damer, der vasker op

Jeg har lige brugt en uge i det altid dejlige danske sommervejr. I telt endda! Det var en uge i sol, regn og blæst. Lige præcist som det bare være, når man er i Danmark om sommeren.

Det var også en uge med den skønneste udsigt over havet, hver gang vi stak hovedet ud af teltet. En uge med små stunder af det sidste solnedgang over bølgende kornmarker, når jeg skulle op og børste tænder (på campingpladsens fællestoiletter…). En uge med kig til uendelige bølger fra stranden til lyden af min yndlings-symfoni af bølgeskvulp mod strand og badebro. En uge med nærhed og hygge med fokus på det allermest nødvendige praktiske og ikke en disse mere. En uge med plads til kærlighed og grin.

Midt i al denne mindfullhed og zen-følelse var der selvfølgelig også almindeligt liv med sure børn og indimellem sure ægtefæller, sand i soveposerne, fedtet hår, skåle med cornflakes, der røg på gulvet (selvfølgelig først efter mælken var hældt op), kø på toiletterne, ridser i bilen og naturligvis opvask.

Men den opvask var nu slet ikke det værste. Opvasken foregik nemlig i fælleshuset med den smukkeste udsigt. Her talte jeg en aften med en sød ældre dame om både hækleopskrifter og livet – for mig helt klart 2 sider af samme sag.

Vi talte først om det særlige i, at man – af en eller anden grund – først til sidst opdager, at man har hæklet 22 rapporter istedet for opskriftens 26. Hun var for eksempel netop blevet færdig med at pille garnet op på det tæppe, hun nææsten havde været færdig med til det kommende oldebarn [bemærk, at hækleopskriften er ændret af hensyn til anonymiteten, men identiteten er, næsten altså, redaktionen bekendt].

Oven på denne væsentlige og genkendelige betragtning fortsatte hun med at fortælle, at hun for nylig havde lært noget meget vigtigt. Her spidsede jeg ører, for var det her – midt i den danske sommer, at jeg skulle være så heldig at få serveret de guldkorn, som skulle holde mig oven vande resten af livet? Det var jo helt som på film.

Og det var så næsten også som at stå midt i en amerikansk film, da hun gav mig sin visdom: Giv mig styrke til at ændre det, jeg kan, og acceptere det, jeg ikke kan.

Tag ikke fejl, der er jo absolut intet i vejen med visdom, bare fordi man har hørt det før i et utal af skønne og mindre skønne hollywood-film. Men jeg havde måske bare satset på noget andet, hvis jeg skal være helt ærlig

For hvornår ved man så egentlig, at man ikke kan ændre på noget og istedet må acceptere det? Og hvordan ved man overhovedet, at man skal opgive kampen og istedet lære at leve med præmissen?

Det er jo lige det, der er så svært, syntes jeg. Livet ville være så meget lettere, hvis man da bare ku’ regne ud, når noget er en taber-sag. Men det er jo ikke nødvendigvis spor tydeligt, og så kæmper man alt, hvad man kan, mens man i virkeligheden bare sku’ stoppe op og sige pyt. Jeg ville nok hellere bede om evnen til at kunne se, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan. Så skal jeg sgu nok acceptere det. Det lover jeg. Næsten i hvert fald.

Alt det her delte jeg med min med-opvasker, dog måske ikke helt så velformuleret, for jeg havde jo kun lige tænkt det. Så jeg spurgte hende, hvordan man så ved, hvad man kan ændre, og hvad man ikke kan. Hun smilte til mig og sagde: Det ved man.

Og det gør man måske, når man har levet nogle og 40 år mere end mig. Men jeg kan godt mærke, at det nok kommer til at vare lige lidt mere tid, før jeg har helt styr på det med, hvad jeg kan ændre, og hvad jeg ikke kan.

Jeg har dog store forventninger til fremtiden. En dag er det måske mig, der står og videregiver disse visdomsord uden at tvivle på deres værdi. Jeg har da lov at håbe.

(Jeg har siden googlet de berømte ord og nu lært, at det er indledningen til Sindsro-bønnen. Den fortsætter for øvrigt med ordene og visdom til at se forskellen – så der har været andre end mig, der ikke syntes, at det var så ligetil at skelne. Rart at vide, at man ikke er alene, syntes jeg.)

Billedet er forresten udsigten fra opvaskerummet. Og det er da klart lidt frustration værd.

Drømmerier

Jeg har en drøm. Eller det er måske rettere sagt én drøm af flere, hvis jeg skal være ærlig.

Jeg drømmer nemlig også om et kolonihavehus, at skrive en bog, bage en roulade, som kan serveres for andre, at kunne lave en formfuldendt yoga solhilsen og at stå i træet (for kendere Suria Namaskar og Vrikshasana), at læse en ny bog hver måned og at kunne lave en hollandsk fletning på mig selv.

Men det er altså ikke de drømme, det her handler om. Det er min drøm om, at jeg skal skabe mere ro til min stakkels hjerne, som så tit er på overarbejde derinde i hovedet på en mor, en kone, en faglig ambitiøs konsulent (i hvert fald nogle dage) og ikke mindst en voksen kvinde med et alt for nært forhold til sin mobil og lidt for mange krav til sig selv. Jeg drømmer derfor om at give min stakkels søde lille hjerne lidt frikvarter og at gøre det ved at styrke min kreative side. Jeg drømmer om, at jeg en aften hver uge sidder, uden fjernsyn og mobil, men bare med papir, tusser, saks og lim. Med musik i baggrunden og en kop velduftende te i nærheden – men dog ikke for tæt på, for det kender jeg mig selv for godt til.

Jeg drømmer om, at sådan en aften giver ro, men også at jeg stille og roligt bliver bedre og bedre til at være kreativ.  Simpelthen en ren win-winsituation. Jeg tænker, at det både gør livet lidt sjovere at leve i, men også hjælper hjernen med ro ved at styrke nogle andre områder end dem, som styrkes af den daglige kommunale sagsbehandling.

Jeg sad lige præcist sådan med tusser, papir og kaffe en fredag eftermiddag sammen med den Yngste og med Beatles i højtaleren. Det var vidunderligt. Jeg tegnede løs og imens fik jeg mit lille hoved fyldt med små fine ideer til fødselsdagstort, tegninger til udestuen, ispinde-dukker og hæklerier i alle former og farver. Muligvis ideer, som aldrig når længere, men sikke en fornøjelse det var at se dem dukke frem.