Kategoriarkiv: Livet

Skumfiduser og pandekager

Paraplyer og gummi-støvler i vand-pytter.

Barbie-dukker og Barbiefilm.

Regnbuer og måneskin. Badetøj. Sandaler og bløde håndklæder.

 

Bolsjer. Bål. Snobrød og varm kakao.

Popcorn og biografture.

Feer og blomsterstøv.

Stjerner og Rulleskøjter.

Chokolade.

Lego. Gulerødder og friske ærter.

Hvide skyer på blå himmel.

Gyngestativ og rutsheture. Hulahopringe, isvafler og flotte tusser.

Vandballoner og sæbebobler.

Hjemmelavet pizza med pepperoni. Bløde dyner og lange godnathistorier.

Fodbad og påklædnings-dukker.

Pålægs-chokolade og fodbolde.

Slikkepinde og klistermærker.

 

 

Remse med dejlige ting, som jeg siger til Ungerne, når der er meget i hovedet, og det er svært at falde i søvn. Er også god til voksne…

En af de morgener. Eller: Når man træner i at rumme sin egen menneskelighed

I dag var én de morgener. En af dem, som jeg bare har mest lyst til at fortrænge. Eller endnu bedre, måske bare krybe ned under dynen igen og blive der for evig tid. Ligge og vente på at en af Ungerne skulle finde på at krybe ind til mig og lave hule.

Vi kunne finde en bog og en lommelygte og så læse verdens bedste historie derinde. Helt tæt sammen, så Den Mindstes hår kilder i næsen. Og midt i det hele ville Den Store kravle ind med 3 figenstænger gemt bag ryggen. Så ville jeg fortsætte historien, mens vi spiste figenstænger, flankeret af dejlig varme fra mine mindste elskede.

Med lidt held ville min største elskede kalde fra køkkenet, lige præcist når historien var færdig, at om lidt var kaffe og morgenmad klar. Vi ville nok lige kunne nå en kildetur, inden vi gik ned til maden. Ja, det ville helt sikkert have været endnu bedre.

Sådan en morgen var det ikke. Slet ikke. Det behøvede det måske heller ikke. Men det havde nu været rart at være sluppet for at høre mig selv sige ord, som var de uden for min kontrol. Og jeg forstår så udmærket, at jeg er menneskelig, og at det betyder, at jeg ikke skal eller kan være perfekt. Åh ja, det ved jeg så udmærket. Men bild mig ikke ind, at det er nemt at leve med sin egen menneskelighed. Især ikke efter sådan en morgen.

 

 

Perfekte eller perfektionistiske åndehuller?

Tilbage i december kastede jeg mig over et projekt med at folde små æsker. Det var smadder hyggeligt. Sad sammen med Ungerne, fik en kop kaffe og hørte MGP. Der blev tegnet og hygget, og jeg fik endda også kreeret 2 fine eller i hvert fald 2 ok æsker, som blev lagt på bloggen.

Og her har vi så lige præcis problemet: De blev nemlig ikke helt så fine, som jeg gerne havde set (og pralet med). Det har jeg bagefter gået og ærgret mig over og også overvejet om, jeg skulle snyde lidt, bare en lille smule. Jeg ku’ jo folde nogle nye og meget flottere æsker, tage lækre billeder og så skifte billederne ud. Så ville det så ud som om, det hele tiden havde været sådan. Og vupti, så ville alt være perfekt igen med et lille kunstnerisk snuptag – og ingen ville opdage noget andet.

Jeg har heldigvis ikke gjort det, for det er jo lige præcis det, jeg øver mig i hver dag. At livet ikke er perfekt, og at det ikke kan være glat og nystrøget hele tiden, men også er fyldt med fejl og folder. Og så ville jeg jo også ændre ved hele den hyggelige formiddag, som i sig selv jo faktisk havde været lidt perfekt. At få lov at få et åndehul midt inde i livets travlhed. At sidde der og hyggesludre med Ungerne i fred og ro og uden krav og snævre tidshorisonter – hvad mere kan man ønske sig.

Så er der jo også noget helt andet, som jeg tit spekulerer på: Hvis mine åndehuller skal være perfekte, skal de så være det for mig eller for andre? Skal jeg se igennem andres briller og sætte (mit gæt på) andres normer og værdier op, eller skal jeg måle det selv? Så er svaret jo lige til, men måske sværere at leve ud.

Men nu gør jeg det altså. Lever det ud. Mine åndehuller skal være så perfekte, at jeg kan trække vejret helt ned i maven, så den buler udover buksekanten og kan puste ud igen i en lang udånding med lyd og det hele på. Og jeg er ligeglad med, hvem der ser det. Så derfor kan du stadig finde mit bud på foldede æsker her: Nu’ det jul og æsketid

Bliver du inspireret til at lave dine egne, håber jeg, at du vil nyde at lave dem mindst lige så meget, som jeg gjorde. Måske kaster jeg mig over dem igen, og måske bliver de med lidt øvelse endnu flottere, og måske vil jeg så senere prale af dem her på bloggen. Måske.

Jeg er typen som…

Jeg er typen som

…altid lige har et stykke persille siddende i tænderne, hvis der bare har været et lille stykke i maden. Det gælder i øvrigt også med sesamfrø!

… altid får håret klemt fast i taskestroppen over skulderen, så jeg går med hovedet på skrå, mens jeg diskret forsøger at få håret fri uden at skrige.

…aldrig kan gøre den slags diskret.

…synes, det er så svært at klemme de der legeaftaler ind i hverdagen, også selvom de bare er SÅ vigtige for alles trivsel (inklusiv børnene selv, lærerne, de andre børn i klassen, forældrene, de andre klasser, de andre lærere, skolepatruljen, dem, der kommer med skolemælk og -frugt og ikke mindst for verdensfreden).

…altid taber mit halstørklæde på jorden, når jeg har forsøgt at lægge det lidt lækkert rundt om halsen.

…taber bæltet til min sprit-nye fine regnfrakke første dag jeg har den på og aldrig finder det igen.

…glemmer at sikre mig, at låget på min kaffekande er helt på plads, inden jeg lægger den i tasken.

…er ved at have helt styr på det med kaffekanden. Den slags gør man trods alt kun 1 gang. Forhåbentlig.

…aldrig kan få lagt min jakke og halstørklæde på en både pæn og sikker måde i hattehylderne i toget. Det falder altid ned i hovedet på nogen i første sving.

…når den medbragte kage til festen i børnehaven skal spises, opdager, at den nok ikke er heeelt gennembagt.

…bliver så lettet, når jeg husker, at alle andre jo i virkeligheden også bare er typer indeni, selvom de kan se så perfekte ud udenpå!

 

Hvad jeg har lært fra børnefjernsyn 1.0

Jeg har efter 8 år med små børn med (i vores familie i hvert fald) deraf følgende børnefjernsyn lært, at man absolut ikke skal undervurdere børnefjernsyn. Det kan både være virkelig vidunderligt underholdende. Det kan dog også være virkelig virkelig virkelig forfærdeligt, hvor man ikke kan andet end at tænke på, om de minutter, man lige har brugt vil have kvalt værdifulde hjerneceller for altid!

I den gode ende af skalaen har vi Disney-sjov fredag aften. Især med en af de go’e gamle film med det svingende bigband-soundtrack, hvor myrerne som altid er ude efter det lækre indhold i Anders Ands skovturskurv. Ikke mindst eeelsker jeg bare, når der går afrikansk stammekriger i den.

(Det er altså lidt sjovt, bare indrøm det)
Der er frit valg på alle hylder – det er svært at sige, hvilken der er værst

I den anden ende, hvor det bliver så kvælende ulideligt, har vi én af de utallige serier på Cartoon Network, som sandsynligvis ikke er lavet af mennesker fra denne planet og da slet ikke til voksne – for ikke at tale om snerpede og kedelige voksne som mig!

Udover underholdning, så kan man altså også finde umådelig meget visdom her på børnenes område. Der er naturligvis klassikeren hos Pippi Langstrømpe: “Det har jeg ikke prøvet før. Det er jeg sikkert godt til”.

Ja, hvorfor altid tage som udgangspunkt, at man ikke kan? Hvorfor ikke starte med at tro på sig selv. Også selvom jeg nu stadig godt kan lide lige at øve mig lidt. Jeg har endda også oplevet indtil flere gange, at nogle ting bare føles bedst, når man har prøvet (læs: overlevet) det et par gange. Som for eksempel at tale i store forsamlinger.

Men der er altså også andre kloge hoveder i børnefjernsyn. Se bare her:

  • Fra Maria og Marie på Ramasjang afsnit 1: “I har hele livet foran jer, hvorfor vente?” som den gode hekse-agtige kone siger til Maria og Marie, da de i en alder af 10 år køber deres drømmehus, komplet med lyserøde cupcakes og himmelseng. Og det er jo rigtigt, hvorfor vente, når man nu har hele livet foran sig og kan starte med i dag? Den smukkeste Carpe Diem i børnehøjde, jeg har hørt.
  • Fra Barbie og feernes hemmelighed: Barbie og Raquelle er kommet forkert ind på hinanden, blandt andet fordi Barbie (ja, Barbie) ikke hjalp Raquelle til at falde til, da hun flyttede til byen og skolen. Den slags er jo lige noget for mig, der tror fuldt og fast på, at vi er medansvarlige for hinandens liv og lykke. Ikke ene-ansvarlige, men med-ansvarlige. Efter at have drillet hinanden i flere år (selvfølgelig ikke Barbie, trods alt), er de nu blevet så meget uvenner, at de ender fanget i en ond fes magiske kugle, som vil holde dem fanget for evigt. Men da de tilgiver hinanden opløses kuglen, fordi: Venskabets magi er den største magt i verden. Jeg behøver vist ikke at sige mere… (og så fik jeg også lige mulighed for at bruge et Barbie-billede som blikfang. Katjiiiing!)

Jeg har sat et 1.0 i overskriften, for jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil komme til at se endnu mere snusfornuftigt og smukt børnefjernsyn.

Uledsaget udgang

Jeg har været på udledsaget udgang. Og selv om det var nødtvunget, var det virkelig dejligt, da jeg havde fået taget de første 100 skridt efter at være blevet skubbet ud af døren.

Forestil dig en træt mandag aften, hvor kroppen bare skriger SOFA og TV – og den er helt ligeglad med, om det er tomme kalorier i fjernsynet. Den og din hjerne  har tænkt sig bare at give slip på al menneskelighed og bare forsvinde til en lille svamp eller grøn klump mos, der bare er og overhovedet ikke giver sig afsted med at tænke eller være noget.

Sådan er jeg den aften – endda også efter Nespressoen efter aftensmaden. Jeg og min nu overraskende oppe på dubberne hjerne, når det åbenbart handler om at lave ingenting, ser vores snit, da det er Mandens tur til at putte Ungerne. Nu er det tid til at dovne, flade ud og bare sumpe. Jeg tager mig sammen og smiler sødt, mens jeg hjælper med det praktiske inden putningen.  Inden i glæder jeg mig bare til at give helt slip lige om lidt. Bare lige 5 minutter mere, så slukker jeg.

Så er det, at Manden ser sødt på mig, nusser mig lidt på ryggen og spørger, om jeg ikke vil ud at gå en lille tur i det gode aftenvejr, mens han putter? NEJ, jeg vil sgu ej! Jeg vil bare give slip og lukke ned. Jeg vil være en søanemone, en vandmand, en klump mos, en lille bakterie, en vandpyt i en sofa. Dét skal være mig de næste 30 min. Ikke sådan en frisk sund og fornuftig person, som bevæger kroppen og sanser livet. Niks. Ikke her. Ikke mig. Men øv. Han har ramt den eneste ret fornuft, der åbenbart stadig var tilbage i mig, og med fælles hjælp, får vi skubbet mig ud af døren.

(Og det var jo vidunderligt at bevæge mig rundt i vores lille provinsby. Ikke nogle spektakulære udsigter, ingen fantastiske palæer. Ingen nye personlige rekorder på 5 kilometeren. Bare være. Bare sanse bevægelsen i kroppen. Fliserne med deres tegninger og mønstre, himmelen og lysene. Træerne, der begynder at springe ud i livet igen. Livet, der bare er sammen med mig.)

Kig oppe – kig nede. Du må gerne lede ?

Jeg har tidligere skrevet om, hvor godt det er at kigge op, fordi det faktisk kan afhjælpe stress – ikke som en mirakelkur, men som en lille pause.

Man skal dog ikke undervurdere effekten af nogle gange at være lidt træt og tung, for der kan jo også vente gode oplevelser, når man kigger ned. Se bare, hvad jeg fandt, da jeg ventede på bussen den anden dag: