Kategoriarkiv: Livet

Når jeg skal huske at opdage, at jeg skal passe på mig selv

For, hvad der lige pludselig snart er nogle år siden, var vi ramt af stress. Og det er ikke som i et “vi er gravide”. Det er et “vi”, som helt reelt dækker over hele familien.

I første omgang var det nemlig Børnenes Far, men sådan noget har det med at snige sig ind på hele familien, og efterhånden som tiden gik, var vi alle ramt i en eller anden grad. For tiden gik lige pludselig, og det gjorde den blandt andet nok, fordi den kom så snigende, den stress. Det var ikke fra den ene dag til den anden,  det er den slags i virkeligheden nok næsten aldrig. Medmindre man måske er ude i et posttraumatisk stress-anfald efter voldsomme oplevelser, sat i gang af en høj lyd (rent gætværk fra min psykologiske viden, som jeg næsten udelukkende har fra film).

Stressen hos os var noget, som stille og roligt voksede sig større og større. På en måde var det som en fast følgesvend, vi ikke havde opdaget. En skygge, der fulgte med i alt, hvad vi gjorde. Vi vidste ikke, at den var der, eller at det var den, der var skyld i misforståelserne, skænderierne, de mærkelig udbrud, uforudsigelighederne eller kravet om de faste rammer.  Vi vidste ikke, eller rettere sagt, så turde vi måske ikke vide, hvad det var.

Først bagefter opdagede vi, at vi hver mandag havde set på hinanden over morgenmaden og sagt: “De næste 14 dage bliver nok lidt hårdere”. Og vi sagde det til hinanden uden at blinke og helt sikkert uden at høre efter, hvad vi sagde.

Og vi sagde det hver mandag i over 1 år! Vi nikkede blot til hinanden, bed tænderne sammen og knoklede på. Begge påvirket af et lige lovligt uforudsigeligt arbejdsliv, et skønt men lige så uforudsigeligt kernefamilie-liv og et arbejdspres, som var alt for stort.

Jeg husker det som hårde år med forsøg på at bevare sammenhæng i en usammenhængende hverdag. Jeg knoklede på. Blev ved og ved. Fortalte ingen om, hvordan jeg havde det, for jeg vidste ikke, hvad jeg havde. Jeg forstod det ikke og kunne ikke se, at vi som familie levede i en hverdag på randen af sammenbrud. Nogle dage gik vi yderst på kanten, andre dage holdt vi hinanden i sikkerhed langt væk fra afgrunden. Men ingen af os kunne regne ud, hvornår overgangen skete, og hvad der skulle til.

For vi voksne hørte ikke efter os selv. Vi lyttede ikke. Ikke før vi lige pludselig gjorde. Jeg ved stadig ikke, hvad der lige var så anderledes ved den mandag, men Han meldte sig syg med stress – og lige idet, gav alting mening. Det har taget tid, lang tid, at komme sig igen. For hele familien at stole på, at det varer ved, at freden er der. For børnene at stole helt og fuldt og fast på deres forældre igen. Det kræver også, at vi bliver ved med at høre rigtigt efter og holde et skarpt øje med os selv og hinanden.

Jeg er efterhånden så småt ved at lære, hvilke tegn jeg skal holde øje med, og jeg opfordrer alle til at holde øje med deres. Ikke bare for at undgå stress, men mest af alt bare for at passe på sig.

Jeg er overbevist om, at alt for mange mennesker lever med den der, med bare lige at holde ud til på fredag. Bare lige bide tænderne sammen og tage lidt mere. Bare lige undgå at mærke efter smerten, der bider i kroppen, der gør hovedet tungt og livet svært. Og det er ikke fordi, livet skal være nemt og en dans på roser, men man skal huske, at det også skal være til at leve i.

Her er mine tegn:

  • Skifter pludseligt humør uden påviselig grund – især når jeg er sammen med Børnene – her er jeg måske allermest i kontakt med mine følelser
  • Bliver altid lige lidt mere irriteret over én bestemt kollega
  • Bliver nærmest ked af det og vred, når venner inviterer på kaffe og har lyst til at være sammen med mig
  • Og er det min Bror, der inviterer, kan jeg trække mig helt tilbage – han er, måske som Børnene, ekstra tæt på mit hjerte
  • Bliver så umanerligt rasende, når nogen ikke overholder færdselsreglerne – og jeg arbejder i København, så det sker tit!
  • Hører den samme playliste igen og igen – skruet lidt for højt op.
  • Har på ingen måde lyst til at fortælle nogen, hvordan jeg har det…

Jeg har endnu ingen mirakelkur eller -piller, jeg bare tager, når jeg opdager tegnene. Og det er ikke altid tegn på, at jeg står ved en afgrund, eller at jeg måske endda er på vej ud over. Tværtimod.  For de viser mig, at jeg er på vej ud af en vej, der er dårlig for mig, og at jeg må rette mig op. Se mig omkring for at finde ud af, hvordan jeg får krydset over til en bedre side – og måske endda bede om lidt hjælp til at finde retningen.

Endnu en ny hobby: Skæg, man sidder på (?!)

For mange år siden gik jeg i klasse med en pige, som meget ofte sagde disse bevingede ord: Man har kun det skæg, man selv sidder på. Og ja, når man nærmer sig de 40, så har man virkelig retten  til (og muligheden for) at sige “for mange år siden”.

Og hun har jo så evig ret. Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Jeg er derfor begyndt på en ny hobby: Jeg samler nemlig på sjov. Både på mit eget og på andres. Her er hvad jeg foreløbig har fået samlet sammen:

  • Skilte man ikke lige havde set komme
  • 4 årig dreng med batmanmaske, som står og venter på S-toget med sin mor en almindelig tirsdag morgen
  • At surfe efter indkøbsvognen på det glatte gulv på vej ud af Lidl (selvfølgelig ikke, når man har Børnene med – de bliver jo umulige at opdrage på bagefter)
  • At grine med mine med-yogier over, hvor svært det er at stå på venstre fods lilletå, mens man forsøger at trække vejret helt ned i maven
  • At spise boller i karry med ristede pølser
  • Når togføreren opfordrer til at huske gummibåden, når det står ned i stænger på en alt for tidlig torsdag morgen
  • At snuppe gyngen før et af Børnene og gynge så højt, at det kilder i maven og drømme om at turde hoppe af gyngen i flyvende fart
  • At cykle slingrende af sted på vej hjem fra arbejde (et sikkert sted, hvor ingen bliver ramt eller andre bliver bange for at ramme én)

Det skulle senere vise sig, at hun lidt for godt vidste, hvad hun talte om, og det gør det jo kun endnu vigtigere at følge det gode råd. Vi har ikke meget kontakt i dag, men jeg tror, at hun er én af dem, der har klaret sig. Men det er hendes historie og ikke min.

Kastanjer i fri fantasi

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Jeg elsker farverne og lydene, når man går igennem de visne blade. Jeg elsker, når jeg endelig får skubbet mig selv og familien ud at gå en tur. Jeg elsker, når man efter flere dage med vådt og blæsende vejr endelig får en af de perfekte efterårsdage med smuk sol fra oven og en lille smule varme til kinderne. Jeg elsker dagene med de sidste sorte fuglesværme, som er på vej ned mod varmere vejr.

Og så elsker jeg efterårets fineste opfindelse: Kastanjer. Jeg elsker, elsker, elsker dem. Jeg elsker at gå og lede efter dem under bladene. Jeg elsker at finde dem, når de er helt friske og har den der ekstra smukke glans og blødhed. Og så elsker jeg selvfølgelig at finde dem stadig pakket ind i deres skal. At åbne dem så forsigtig jeg kan uden at stikke mig på de små alt for spidse nåle og opdage, hvad den tykke grønne skal gemmer på. Mit yndlingsøjeblik!

Så er der jo også kastanjedyrene! Livet kan da næsten ikke være komplet, end når man sidder der med syl, tandstikker og garn, og måske endda i selskab med gode mennesker og dejlige børn.

I år har jeg endda lært noget nyt om mine små elskede. De er endnu mere komplette med perler! At tænke sig, at jeg skulle leve i næsten 40 år, før dette faktum gik op for mig. Men nu har jeg da også sørget for at tage revanche i år.

Fik jeg sagt, at jeg elsker efteråret?

Umm. Efterår!

Efteråret er helt klart min yndlings-årstid. Ikke bare fordi, det er her, jeg har fødselsdag (umm lagkage!) Men også fordi efteråret bringer de smukkeste farver og mønstre med sig. Så smukke, synes jeg, at de slår selv forårets fine og nærmest skrøbelige lyse farver.

Efteråret er fuld af sanselighed og dramatik og ligesom en moden overlegenhed, som ved, at livet ikke bare er lysegrønne enge, men også er udfordrende og problemfyldt. Og ærlig talt, er foråret ikke også bare så kønt, fordi det er så længe ventet efter et laangt efterår (ja, man kan trods alt også få nok af våd og kold sanselighed) og en mørk og vådere vinter?

Her er et lille stykke af efteråret, som det ser ud lige nu i vores lille have.

(Er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for farver og mønstre og drama!).

Læs videre Umm. Efterår!

Hov! Hvad skete der lige der? Ny hobby på vej

Jeg opdagede den anden dag, at jeg er ved at udvikle en ny hobby af den lidt mere mærkværdige slags. Muligvis grænsende til det lidt skræmmende mærkværdige. Måske ikke ligefrem som i skære-dyrefigurer-af-emmentaler eller et eller andet lignende mærkværdigt, men dog alligevel som en overraskelse for mig.

Så hvis du mangler en hobby til at differentiere dig fra dine alt for ordinære venner på de sociale medier, eller gøre dine børn dybt flove, så læs endelig videre. Hvis du blot har en antropologisk baseret nysgerrighed på, hvad andre mennesker dog kan finde på, så skal du også bare læse mere. Og trænger du bare til at fnise lidt og måske endda være lettet over, at det trods alt ikke var værre, så kan du også roligt gå videre nedenfor.

Jeg var ude at gå en aften for at få lidt luft til krop og hoved. Jeg havde forventet at gå med snuden i sky, fordi jeg jo er så glad for at se op (Kig op!). Men pludselig opdagede jeg, at jeg tværtimod gik og kiggede ned. Og det var ikke efter små sensommerblomster eller spændende mønstre i de rustikt revnede fliser. Næ, jeg kiggede efter kloakdæksler!

Pludselig så jeg mig selv rende rundt og lede efter nye smukke (!) dæksler. Hvilket mønster havde de mon? Eller hvilket tal mon den næste på min vej ville ha’? Så gik jeg der og brugte 10 min på at gå 300 meter ned ad gaden, mens der åbnede sig en helt ny verden. Frem og tilbage over vejen og over på det andet fortov for at undersøge dæksler dér og ned af sidegader for at blive endnu mere forundret. Og  sikke en dejlig lille tur jeg fik ud af det. En ren fornøjelse.

Se selv:

Som sagt: Måske ikke ligefrem emmentaler-figur-mærkværdigt, men dog alligevel mærkværdigt.

 

Den bedste bog, jeg aldrig har læst

Da jeg for noget tid siden skrev om at holde pauser, skrev jeg også lidt for sjov om at finde en vejleder. Helt specifikt én, der gik langsommere end mig, som kunne hjælpe mig til at gå lidt ned i gear. Læs det her: Pauseskærm, hvis du ikke allerede har læst det, og det bare ingen mening gi’r lige nu.

Det fik mig til at tænke på, at vi alle er vejledere og guider for hinanden. For det er vel egentlig sådan, livet er: Man møder mennesker, som man deler vej og liv med et stykke tid. Og her kan man støtte hinanden eller det modsatte. Vi er altid en del af hinandens liv på godt og ondt.

Det fik mig så til at tænke på den bedste bog, jeg aldrig har læst (!). Men det gør heller ikke noget, for jeg har ikke brug for mere end titlen: “It Takes a Village: And Other Lessons Children Teach Us” (i øvrigt af Hillery Rotham Clinton, hvis du selv skulle have lyst til at læse den).

Jeg har googlet mig frem til, at det stammer fra et afrikansk ordsprog, og at tanken er, at et barn har den bedste mulighed for at blive en helstøbt person, når hele landsbyen tager aktivt del i barnets opvækst.

Og det tror jeg lige præcis på. Et godt liv kræver en hel landsby eller i hvert fald et fællesskab. Vi er ikke noget uden hinanden, og vi er hele tiden noget for hinanden uanset, om vi er bevidste om det eller ej.

Nogle gange ved man det og gør det bevidst, som forældre, kæreste eller veninde og ven. Andre gange er det mere tilfældigt, som når vi husker at gøre plads for hinanden på fortovet eller i bussen. Når vi husker at spørge til en kollegas dårlige ryg, syge barn og er der for en anden. Eller når vi bliver ved med at holde fast i et menneske, selvom de bliver ved med ikke at kunne komme videre fra en skilsmisse, et dødsfald eller en anden krise og du oplever, at de tager mere energi, end de giver.

Eller når vi anerkender klassens ballademager for det gode, han eller hun også gør. Eller når vi decideret opdrager på dem og dermed udpeger de rammer, som vi sammen indgår i og på den måde gør dem til en del af vores fællesskab. Eller altså når en stakkels medpassager bliver min vejviser i de 90 sekunder, det tager at gå op af trappen på Vesterport station.

Det er, når vi viser vej for hinanden, at vi tager vores fællesskab alvorligt, og det er, når vi får vist vej af andre, at vi bliver draget ind i det fællesskab, som er så vigtigt for selvværd og velvære.  Og det gælder både for børn og voksne – vi bliver de mest helstøbte personer ved at passe på hinanden.

Pauseskærm

Jeg har fundet et trick! Du ved, når jeg styrter af sted i verden, og verden styrter af sted inde i mit hoved. Så er det, jeg retter mig op og ser mig omkring og finder en vejviser. Og jeg mener det helt bogstaveligt.

Det er gerne på vej i fuld fart mod arbejdet, at jeg opdager, at jeg styrter (afsted). Derfor kigger jeg mig rundt på stationen for at finde en af de der irriterende langsomme medborgere med de sløve ben og de tunge fødder. Du kender dem nok godt. De er alle vegne: I Netto, i kantinen, på gågaden, på cykelstien eller i skolegården, når du skal hente, inden alting lukker.

Men nu irriteres jeg ikke. Jeg glæder mig, fordi jeg har fundet mig min guide til et bedre liv. Så følger jeg efter dem hen af perronen og op af trappen. Tvunget ned i gear og tvunget til at affinde mig med den tid, som livet nogle gange bare skal have.

Bare rolig, jeg følger ikke efter dem hele vejen, til hvor de nu skal hen, og jeg stopper også i god tid, før det bliver pinligt. De hjælper mig bare lidt på vej på den del, hvor vi alligevel skal samme vej. Og der på vores fælles vej får jeg hjælp til at bryde min ujævne og alt for hastige rytme og finde ind i en anden, roligere og sundere. Nej, det varer ikke hele dagen, men hver pause hjælper. Det er jeg sikker på. Prøv selv.

Jeg har dog også andre gode fif, hvis du ikke er klar til at følge efter helt tilfældige fremmede, men gerne vil blive lidt bedre til at holde nogle små pauser, hvis du også indimellem oplever, at du styrter (afsted). De er markeret med * efter sværhedsgraden, som var de en hækleopskrift.

* Nemt – det gør du bare.

** Er lidt sværere og skal måske lige planlægges lidt.

*** Skal trænes et par gange, men husk: Øvelse gør virkelig mester.

  • At sætte mig på en bænk og vende hovedet mod solen i stedet for mobilen, når jeg venter på toget. *
  • At huske at kigge op (se også her, hvis du vil vide, hvorfor jeg er så begejstret for at kigge op). *
  • At lave en lille strækøvelse i garderoben på arbejdet (og håbe på, at jeg er færdig, inden nogen kommer ind): Stå med hænderne mod hinanden foran brystet. Træk vejret ind og stræk armene bagud og skyd brystet frem. Ånd ud og saml igen hænderne foran brystet ved at føre armene tilbage i en vandret cirkel. Træk vejret ind og stræk armene op over hovedet. Ånd ud og og før dem i en cirkel langs kroppen tilbage igen. **
  • At huske mig selv på, at nogle gange er det godt nok at gøre sit bedste – også selvom det ikke er lige så godt, som jeg håbede på. ***
  • At smile til barnet i indkøbsvognen foran i køen. *
  • At smile til den voksne foran i køen. **
  •  At gå en tur i haven og kun kigge på blomster og grønt og glemme alt om græsset, der bare vokser og vokser. *
  • At slå det græs, der bare vokser og vokser og glemme alt om hækken, der også bare vokser og vokser. **
  • At lede efter firkløver i græsset istedet for at slå det. *
  • At kigge på stjerner – og hvis jeg ser et fly, så lade som om, det er et stjerneskud. *
  • At huske, at det hele tæller med. Også selvom det bare er bittesmå pauser på 30 sekunder efter det der firkløver. For hver gang jeg holder bare en lille pause, bliver den fine lille afslapningsbeholder, som jeg har i mig, fyldt med mere og mere ro, og det bliver lidt lettere at holde de lidt længere pauser og nyde livet lidt mere i min egen fart istedet. ***

(Jeg tror i øvrigt, at den der afslapningsbeholder er en gammel lidt rusten og bulet kagedåse med det sødeste mønster af ballerinaer og tekopper i blå og grønne nuancer med et stænk af guld).

Var det noget med et lille vidunder?

Georginer! Ét af havens fineste kunstværker. Hvis man  ser efter, er hver eneste én simpelthen noget af det smukkeste, man overhovedet kan tænke sig – om de er i blomst, stadig gemt i knop eller endda ved at være færdige. Tag en lille pause, og nyd de her små skønheder (husk at trække vejret helt ned i maven, så bliver pausen endnu bedre). 

(PS er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for det mest vidunderlige slideshow, du kan tænke dig).

Ugen i haiku

Jeg har skrevet hverdags-haiku.

Ryster du nu på hovedet og siger, hvad søren/filan/pokker er det? Ja, så har din hjerne sandsynligvis fjernet din viden om klassiske japanske haiku-digte for at få plads til mere lødig information. Muligvis i et anfald af rengøringsvanvid. Men fortvivl ikke. Her får du en kort introduktion fra internettet:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Så, nu er du vist klar:

Mandag
Kaffen damper varmt.
Første tår brænder tungen.
Det er jo mandag.

Tirsdag
Dagen er slut nu.
Månen sender mig i seng.
Kys fra Manden min.

Onsdag
Arbejdsdag er slut.
Løber forpustet til tog.
Jeg henter i dag.

Torsdag
Snart er det weekend.
Kan vi slippe for indkøb?
De får knækbrød med.

Fredag
Det er Disney sjov.
Fejrer weekend i sofa.
Midt i slik og knus.

Lørdag
Skyerne er grå.
Blomsterne blomstrer i trods.
Sommeren er dansk.

Søndag
Det er jo godt nok.
Klippet hæk langt om længe.
Børn, liv, kys og kaf’.

Jeg har været på stranden

Jeg har brugt en stor del af min ferie på stranden. Ikke badet i hverken sol eller saltvand, selvom jeg faktisk havde hovedet under én gang! Næ, det var vejret ikke lige til, men det er også ok med mig.

For selvom solen er dejlig, og der ikke findes noget bedre end en lys lun sommeraften, så har jeg det heldigvis sådan, at jeg ikke har brug for solen for at få noget ud af min sommerferie. Jeg har bare brug for at holde fri – og det er jo ret praktisk, når man nu absolut skal holde ferie i Danmark.

Jeg tror faktisk, at jeg er ret god til det med at holde fri.

Jeg sagde engang til min chef, at jeg bare gerne ville holde fri hver dag – det var efter sidste sommerferie, hvor det jo er oplagt at tænke i de baner, når hverdagen starter igen. Hun kiggede på mig, nærmest sådan over brilleglassene endda, selvom hun slet ikke har alderen til det. Efter at have kigget lidt sagde hun “Det tror jeg ikke du vil – du vil komme til at kede dig” og jeg tænkte bare  “Åhhhh chef, du kender mig så dårligt”.

Jeg ved, at jeg kunne fylde dagene med frivilligt arbejde for flygtninge, lektiehjælp i provins-ghettoen, indsamling af tæpper til de hjemløse, organisering af loppemarked for børnehavens legeplads eller for Kvinde-krisecenteret, finde finansiering af børneyoga til Den Ældstes klasse eller yoga til kræftramte, hækle sprutter til neonatal-afdelinger, glo ud i luften, gå lidt i selvsving, være sammen med mine børn i mere end 4 timer på en hverdag (åh det regnskab var ikke sjovt), lære at male, skrive et par bøger og måske endda lære vores børn, hvordan de finder deres egen vej i rotteræset mellem Pisa-test, selviscenesættelse og fremdrift-reformer. Åh jo, jeg kunne godt få tiden til at gå. Jeg skulle bare lige ha’ fundet en løsning på det med økonomien…

Men det var jo historien om stranden, jeg kom fra, og som ovenpå drømme om andre hverdage, er lidt svær at komme tilbage til, men måske lige derfor så vigtig at finde frem igen. (Tag i øvrigt ikke fejl – jeg holder også af hverdagen og af at udfolde mig på arbejdet, løse opgaver og være til gavn og den slags, men jeg vil bare gerne have lidt mere indflydelse på dén hverdag).

Stranden var for øvrigt ikke engang en sandstrand. Nej, det var den slags, som er dejligt fyldt med sten i alle former og farver. Og jeg fandt så utrolig mange flotte, som jeg har taget med hjem – godt hjulpet af Ungerne.

Nogle af dem var særligt særlige. Som for eksempel skindskraberen fra stenalderen – vi er næsten helt sikre her i familien.

Eller smileyen her, som lå og blinkede til mig nede fra havbunden, da jeg var på jagt efter muslinger til krabbe-madding.

Eller hjertet, som vi har passet ekstra godt på. 

Alle 3 er den slags sten, som både kan og absolut må og skal tages som gode varsler.

Der var også flere hilsener fra tidligere tider og andre hverdage:

Jeg fandt også flere, som ganske tydeligt kun var ude på én ting, nemlig lækkerier. Og det skulle de selvfølgelig ha’:

Hvad de så skal tages som varsler på, det er jeg ikke helt sikker på endnu. Stensikkert noget godt. Hø hø.