Den første og vist nok eneste melodi,som jeg nogensinde lærte på blokfløjte tilbage i folkeskolen var denne lille sang:
Stille nu! Hører du, aftenklokken ringer! Solen sank, stor og blank, natten stilhed bringer.
Mand bag plov, fugl i skov søger hjem til senge. nu god nat! Sov, min skat, Sov nu sødt og længe.
(Tekst: Fr. J. Ring Musik: Oluf Ring)
Indimellem kan jeg høre mig selv gå og nynne den i mit hoved. For eksempel når jeg helt uden at vide det træder direkte ud fra Aldi og så lige ind i eventyrland på sådan en helt almindelig onsdag aften:
Og helt ærligt, så lyder det vist nok en del bedre i minderne og i mit hoved end det gjorde og gør i virkeligheden. Men skidt, det er jo mine minder og mit hoved og mit eventyrland, så det er jo mig, der bestemmer.
Tilbage i ’18 begyndte jeg på en ny hobby. Jeg begyndte nemlig at samle på skæg. Mange forskellige slags skæg, men med én ting til fælles: Det er det, man selv sidder på. (Man har kun det skæg, man selv sidder på)
Det handler om at samle på sjov og på grin i hverdagen og give mig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.
Nogle gange kan det endda være, at man får sat sig på andres skæg.
Og dét er faktisk heller ikke at kimse ad (faktisk en anden hobby: At udbrede kendskabet til kimseri, men det må vist blive et andet indlæg en anden dag).
Og den anden dag var jeg faktisk så utrolig heldig at nogen havde lagt deres skæg ud til glæde for andre. Heriblandt mig.
Jeg er nemlig så privilegeret, at jeg deler arbejdsplads med et gymnasium. Mit kontor ligger lige ved siden af gymnasiets undervisningslokaler og jeg kan rejse mig fra min computer og et notat til direktionen med kildehenvisninger til Personalestyrelsens Administrative Vejledning (i daglig tale kaldet PAV – og jo vi er altså nogen, der omtaler dette dagligt) og med uddybende bemærkninger i noterne og så gå direkte ud på gangen til teenagere i alle størrelser og stilarter, der diskuterer kærester, ikke-kærester, film, radiantal og hvordan man differentierer og integrerer de trigonometriske funktioner eller det bedste pizza-fyld.
Det, i sig selv, er faktisk ret dejligt skæg at sætte sig på. Også selvom det er andres. Også selvom de virkelig kan fylde virkelig meget og virkelig højt, sådan en gruppe teenagere i forskellige størrelser og stilarter.
Men den anden dag blev mit skæg lige lidt længere og lidt sjovere, da jeg kom ud til dette syn på toiletterne:
Apropos skæg 😉
(Det var vist et billedkunst-projekt)
Den slags må foreviges og deles! Alle kan få brug for lidt skæg at sidde på.
Da Taliban indtog Kabul sidste efterår, stod jeg under en lyseblå himmel og hængte tøj op.
Ordene fra dengang har jeg tænkt på igen efter den sidste uges hændelser.
Denne gang er jeg dog muligvis lidt mindre i sikkerhed end jeg var dengang. Og så er jeg alligevel uendelig meget heldigere og uendelig meget mere i sikkerhed end mennesker bare 21 timer væk herfra.
Så jeg står heldigvis stadig under en lyseblå himmel:
Jeg er træt. Og tung. Og træt. Og synes der har været uendelig meget sygdom og dårlige nætter i den sidste lange tid.
Og selvom jeg ved og forstår, at det går over (og er lettet og taknemmelig over, at jeg kan tro på, at det vil gøre det), så føler jeg det ikke.
Jeg føler det ærligt talt bare lidt uendeligt.
Så jeg drømmer om sol og varme og om blomster – og begynder at planlægge forspiring og tidlig såning i vindueskarmen. Drømmer om gåture blandt vilde blomster og om blive varmet af morgensol og varm kaffe i haven.
Et lille åndehul, som gør mig lidt mindre træt og uendeligheden lidt mindre uendelig…
Jeg syntes ærligt talt, at januar har været rimelig krævende i det lille hjem.
Måneden har føltes som kilometervis af sygdom, vågne nætter, madlede over flere dage og grå ansigter med mørke rande under øjnene. Bare kilometer efter kilometer igennem januars ørken.
Og lige nu er februar ikke startet meget bedre.
Heldigvis er februar måned jo så ikke så lang, så alene af den grund kan den jo ikke blive så hård som januar. Og det er jo meget rart at vide.
Men det betyder også, at der ikke er meget kreativt overskud tilbage til denne uges blog.
Men det gør ikke noget. For det har der nemlig været.
Faktisk for næsten lige præcist 4 år siden. Og det er simpelthen så genialt, at det sagtens tåler er genkig (og heldigvis er det jo min blog, så jeg bestemmer helt selv graden af genialitet. Smart ik?).
Se min gamle genialitet her, imens jeg hviler lidt ud og glæder mig til vinterferien:
Jeg har givet mig selv nogle gode, fornuftige og forholdsvist realistiske nytårsfortsætter til 2022. Og nu hvor første måned er gået, vil jeg lige tage et tjek på, hvordan det egentlig går med dem.
Se hvordan det er gået her:
Jeg vil IKKE løbe en marathon. ✔️
Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har løbet én eneste marathon siden nytår. Ikke én eneste du! Jeg har ikke engang forsøgt.
Jeg vil ikke spise fastfood. I hvert fald ikke hver fredag ✔️
Tjek! Den ene uge fik vi det nemlig om torsdagen! Ha!
Jeg vil spise vegetarisk. Rimelig tit. Måske en gang om ugen. Eller mere. Eller i hvert fald tit. Rimeligt tit ✔️
Det fik jeg i dag! Og dagen før! (altså i i dag fik jeg rester fra i går, men på den måde er det alligevel lidt tit). Og nogle gange har vi også fået ostemadder til aftensmad. Faktisk også vegetar-mad. Faktisk.
Jeg vil lave bækkenbundsøvelser hver dag. Hver uge. Når jeg husker det ✔️
Det har jeg også gjort. I hvert fald én gang. På en måde. Da jeg skulle ud med hunden midt om natten og virkelig skulle holde mig, fordi jeg trods alt nægtede at tisse i haven sammen med hunden.
Jeg vil gøre ting færdige. Medmindre jeg altså finder på noget bed….
Jeg har mindst gjort én ting færdig. Nemlig øh den der bog eller jeg mener den der strikkede vest til Ældste-barnet. Næ, men hvad så med den der hæklede vaskeklud? Næ ikke rigtig. Nå, skidt. Jeg har da i hvert fald skrevet det her blog-indlæg færdi…..
Helt blød, mens jeg varmes op. Udefra. Og indefra.
Langsomt får jeg form, men jeg er stadig blød indeni. Blød og varm.
Og bare en lille smule mel, en knivspids salt, 25 g gær og en sjat vand. Det er, hvad jeg er. Lige nu. Et kort lille blødt øjeblik. Når jeg bare lige er en bolle*
(* følelsen efter en ekstra dejlig yoga-time)
En blog om liv, om pauser og om DIY og endda hækling!
