…Er der i denne uge ællinger på bloggen, fordi de er så utroligt søde, uanset vejret.
Jeg turde altså ikke kravle helt tæt på – hold op sådan en skræppende andemor kan være skræmmende. Derfor: zoom selv lidt ind og nyd de søde ællinger.
Forår! Bum!
Jeg har i noget tid haft flere ord, der har snurret rundt om sig selv i mit hoved.
De har vendt sig, drejet sig og set på sig selv lidt fra siden og lidt oppefra. Nu er de så endelig kommet ud og er blevet til et lille digt, som åbenbart var det, der var meningen med al deres snurren rundt.
På et stisystem i tusmørke, går jeg lige ud og frem. Måske ville jeg lige så gerne gå tilbage, gå til siden eller bare gå i stå. Måske.
Men jeg kan ikke.
For på alle andre veje ligger halvsovende næsehorn, som ånder røg, når de snorkende trækker vejret. Så jeg bliver, hvor jeg er.
Fra træernes mørke skygger letter store fugleflokke med vinger tunge af træthed.
Og i opstigningen mod den vågnende sol, ser jeg hvor de, besværet, men vedholdende børster trætheden, mørket og melankoli af vingerne.
Jeg efterligner dem, mens jeg flyver imellem dem og sammen forbereder vi os på, at det bliver nat igen.
Kunne du også selv kunne tænke dig at give din hjerne et lille frirum midt i al hverdagen, livet og alt det andet? Så find inspiration til, hvordan du kan komme igang her. Det er overraskende nemt – også fordi du slet ikke behøver at vise det til nogen – det er bare din egen lille pause.
Du kan også finde flere digte her i Den lille poesibog
I denne tid kan det måske være meget godt at minde sig selv om, at verden også er et godt sted at være – også selv om 3.9 % af de stemmeberettigede synes, det er helt, som det skal være at stemme på et parti med en vanvittig, hadsk og skræmmende holdning til andre mennesker.
Det betyder jo trods alt, at 96.1 % ikke vil. Og det er jo også en del, må man sige.
Men når nu verden alligevel er sådan indrettet, at nogen af dem vi deler samfund og liv med åbenbart har så meget vrede eller hvad det end er i sig, kan man virkelig godt have brug for lidt skæg at sidde på.
Og skulle du ligesom jeg være lidt træt af mennesker lige nu (i hvert fald måske nok de der 3.9 %), så lad mennesker være mennesker og tag ud i skoven i stedet for og find nogle smil:
Og måske i det hele taget bare lidt smukt at se på:
Og således ladet op igen, vil jeg tage ud i verden og møde den med anerkendelse og respekt og gøre, hvad det så end er, jeg kan for at fjerne det der had, så vi igen kan mødes og være uenige uden at slå hinanden oven i hovedet – også helt bogstaveligt talt.
Måske ku’ vi så også lige vende det der med klimaet, som vist også er lidt vigtigt…
Jeg har lært noget!
Jeg har nemlig lige klaret mig igennem en for mig helt vild arbejdsopgave, hvor jeg siden februar har vikarieret for en langtidssyg kollega med en opgave, jeg aldrig har prøvet før.
Og her på den anden side, har jeg opdaget, at jeg er blevet klogere.
Det har været 3 måneder med helt nye opgaver, spørgsmål som jeg aldrig selv havde svar på og graven sig ned i en kollegas ukendte kalender og planlægning i et stort prestige-projekt med en stram deadline – bare lige for at gøre det lidt mere spændende.
Det gav så 3 måneders elendig søvn og da det hele var overstået, så en væmmelig efterreaktion med hyperventilation og en forfærdelig træthed.
Men selvfølgelig også en vild stolthed over at have været med til gennemføre projektet og have været en reel hjælp for mine kolleger og have udført noget, som er så langt fra min naturlige komfort-zone, som noget næsten kan være.
Og når det så er sagt, så tænker jeg også, at man ikke skal undervurdere den dér komfortzone. Der er en grund til, at den er rar at være i – og den er nødvendig at have, så man har et sted at trække vejret og finde ro. I hvert fald for mig.
Jeg har selvfølgelig tænkt og mærket efter inden i mig selv undervejs. Jeg har hæklet og nørklet for at holde styr på mit hoved, for det er sådan, jeg gør: Har tingene indeni.
Men jeg har også sagt det højt (især hvis nogen har spurgt, for jeg har det jo altså helst indeni).
Og det er noget nyt for mig, det der med at sige det højt.
Hvilket er lidt mærkeligt, grænsende til dumt, at det skulle være så svært, for det viser sig, at det jo hjælper at sige det højt.
At det der med at vågne flere gange hver nat badet i sved eller at ligge og hyperventilere faktisk ikke er helt normalt og at det er noget, som får andre til at se lidt alvorligt på mig – du ved sådan med hovedet lidt på skrå og let sammenknebne øjne.
Via dem har jeg set på mig selv og selv kunne se, at det jeg bare lige hurtigt havde vænnet mig til var hverdag, måske ikke bør være hverdag.
Så det med at sige, hvordan jeg har det, det kunne jeg måske godt finde på at gøre igen. Og det er da meget godt sådan i en alder af bare 41 at blive lidt klogere, synes jeg, ja jeg gør.
Det der andet arbejde kulminerede i øvrigt i sidste uge og jeg er nu tilbage i min egen trygge kendte arbejdsverden igen. Og det er faktisk en ret vidunderlig følelse igen at vide, hvad jeg laver!
