Det er Vinter

Et lille digt til årstiden:

~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~•~

Jeg higer og søger.

I jakkelommer og i dametasker.

I skuffer og skabe.

I baglommer og forlommer.

I rygsækken og i den lille fine håndtaske fra julefrokosten.

Under sofaen og i de glemte sager bag kommoden.

O’ læbepomade, hvor er du?

Kærlighed.du.selv.sidder.på.

Som du måske ved, er der skæg, man selv sidder på. Det er det der i livet, hvor man samler på lidt sjov og grin i hverdagen og på den måde giver sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven. Og det kan enhver få brug for indimellem.

Men der er også kærlighed, du selv sidder på. Det er der, hvor du giver dig selv en krammer midt i det hele og passer lidt ekstra godt på dig selv. På alle mulige måder. Om det så er en romkugle, en løbetur, en god bog, et smil til dig selv i spejlet, et opkald til din veninde eller at nyde følelsen af et par bløde handsker lige lidt længere.

Man skal ikke undervurdere kærlighed. Heller ikke den til dig selv.

Fredag morgen var en af den slags morgener, hvor weekenden simpelthen bare er for langt væk og mit hoved og min verden var som fyldt af uro og støj, som bare ikke kunne lukkes ned.

Jeg måtte sidde og tale længe og højt med mig selv i bilen på vej til arbejde (endnu en fordel ved ikke længere at pendle i tog…) for at få lidt ro på og ansigtsmusklerne kunne løsne lidt op.

Jeg er faktisk så heldig at have kontor lige midt i et helt vidunderligt område på midtsjælland. Og lige den dag, var jeg ovenikøbet så heldig, at jeg havde de 5 sekunders nødvendige ekstra overskud til at parkere 500 m væk fra kontoret istedet for parkeringspladsen lige ved siden af.

En gave til mig selv

Og med den lille beslutning gav jeg mig selv den dejligste gave: En morgen-gå-tur, som fik mit hjerte til at falde til ro, mine lunger til at trække vejret helt ned i maven og mine ansigtsmuskler til at slappe af:

Skru så højt op du kan og nyd den skønne sprøde lyd af knækkende is

Den dejligste lyd, der går lige i nydnings-musklen

Lyden af liv (skru op igen)

Skæg. Man. Selv. Sidder. På.

Skæg, du selv sidder på. Det er, hvad du har.

Det er et gammelt tema, som jeg har taget fat i andre gange. Og åh, hvor kan man godt nogle gange have brug for lidt skæg, når ens fremtid (for ikke at tale om nutiden) falder fra hinanden for øjnene af en. 

Træt og mat

Det er Mandens arbejde, der er gået nedenom og hjem og har taget en masse fremtidsdrømme med sig for alle involverede. Tanken om at der måske sidder flere tusinde mennesker og familier lige nu med usikkerhed og bekymringer, træthed og mathed. Altså…

Forhåbentlig (og sandsynligvis og helt sikkert siger søde mennesker alle steder fra) erstattes de af nye drømme, håb og virkeligheder. Men lige nu midt i begyndelsen på dét, som man overhovedet ikke ved hvad og som føles som noget, man slet ikke selv kan styre, så fylder usikkerheden altså noget mere end forhåbningerne. 

Og så alligevel ikke, for det går også op og ned: Så er der håb og styr på fremtiden, som så uden varsel bliver afløst af bekymring, for hvad nu hvis?

Især fordi man lige har været igennem et kæmpe “hvad nu hvis”, der blev til et “nu er”.

Var det noget med noget blødt at sidde på?

Derfor er det så dejligt med lidt skæg at sidde på indimellem, så man kan få en pause lige der midt i hverdagen og endda samtidig lade op til selvsamme hverdag. Det er da smart! 

Jeg har samlet lidt skæg sammen til dig her, hvis du også kan bruge lidt:

  1. Når ældstebarnet ikke kan finde sine sutsko og vi opdager, at det er fordi de er sat på plads (!)
  2. Når jeg i mørke og regnvejr ikke kan se parkeringsbåsens striber over ved Netto og tænker “Skidt, jeg parkerer bare over for den anden i båsen overfor og så holder jeg jo helt sikkert, som jeg skal”. Og stiger ud og opdager, at min “guidebil” selvfølgelig holder hen over 2 båse. Herligt. 
  3. Når jeg sent om aftenen – lige idet jeg er på vej i seng naturligvis, kommer i tanke om, at jeg har glemt at smide vasketøjet i tumbleren. Og i mørket på vej til værkstedet/udhuset, hvor vi har placeret tumbleren, får kigget op på den smukkeste gyldne måne.

Så er der virkelig tale om skæg, man selv sidder på. Og om at trække vejret helt ned i maven.

Find mere skæg fra tidligere, du kan sætte dig på her:  Skæg du selv sidder på

Nåee. Sikke et lille fint lavt gærde du er

Nogle gange skal man altså virkelig gøre sig selv den tjeneste at hoppe over gærdet lige præcist dér, hvor det er aller lavest.

De sidste mange år har jeg troligt startet alt for sent ud med min hjemmelavede kalender med egne tegninger og månedsoversigt lavet i usikker og ujævn hånd.

Og hvor har jeg hygget mig. Jeg har tegnet og visket ud, jeg har klippet, klistret, tapet og jeg har sukket over ikke at være i bedre tid og jeg har smilet over, hvor sjovt det har været at finde på.

Her er for eksempel kalenderen fra 2017.

Midt i en nedsmeltning

I år kunne jeg dog ikke helt finde det nødvendige overskud, midt i den (forhåbentlige) midlertidige nedsmeltning af fremtiden, der fulgte med konkursen af min mands arbejde.

Og da jeg så stod der i Netto og et helt særligt lys faldt på lige præcist hylden med de (næsten) helt færdige kalendre til bare 20 kr. Ja, så slog jeg sgu til! Fuldstændig uden dårlig samvittighed over gærdets størrelse. (Alle månedsoversigterne var allerede udfyldte – med de rigtige datoer og ugenumre fra starten af endda!)

Og prisen som Årets mor går så alligevel overraskende nok til…

Og så blev det endda endnu bedre, da jeg pakkede ud derhjemme og Ungerne fik øje på den. De så straks muligheden for at udfylde de lovende blanke sider med egne kreationer og for første gang få lov til at være med i morens projekt. Jeg var intet mindre end verdens bedste mor i mindst 10 minutter!

Morale

Moralen må være: Spring endelig over den lave ende af det forbandede gærde engang imellem. Det er der ikke nogen, der dør af (især ikke, når det handler om noget som en kalender. Eller en borddækning, en børnefødselsdag, en madpakke eller… sæt selv dit eget eksempel på. Du har garanteret også et.)

….

Men jeg har nu godt nok også nydt at være “tvunget” til at være lidt kreativ midt i de 100 andre ting, man også synes man skal – og det er lidt sjovt, som man så kan opdage, at det måske i virkeligheden kun er cirka 37 af de 100 ting, som man egentlig skal nå…

Sidste års kalender – med en lille smule ekstra…

Måske et lille hjemmelavet postkort eller 2 ku’ være noget at kaste sig over….

Velkommen 2019. Dejligt at se dig

Kære 2019, jeg ved ikke, om du bliver et specielt fantastisk år eller et helt og aldeles rædselsfuldt år, men nu er du her, så skal vi ikke bare prøve at få det bedste ud af det sammen? 

Så er det blevet 2019 og jeg sidder her og ser tilbage på endnu et år i mit liv. Jeg ved ikke lige nu, om det har været et særligt godt eller et særligt dårligt år, men det har i hvert fald været endnu et levet år, som jeg tager med i bagagen til resten af livet.

Da jeg startede kalenderen for 2018 tilbage i januar (ja, jeg ved godt, at det måske var lidt sent at gå i gang, men sådan kan det jo altså gå nogle gange – Et helt nyt år) glædede jeg mig til noget specielt. Et helt nyt år fuld af muligheder, et helt nyt år med held og uheld, som jeg slet ikke kendte til endnu.

Tegningen, der akkompagnerede håbefulde januar måned i 2018-kalenderen

Og det blev til et år med held og uheld

Ikke overraskende, sådan har livet det jo med at arrangere sig.

Efter at jeg næsten var kommet mig ovenpå en strid omgang lungebetændelse, fik manden en hjernerystelse og da han var kommet af med den, så en diskusprolaps. 

Heldigvis var det gået i orden inden sommerferien, så vi både nåede til smukke Kreta og på teltferie i solskin. I Danmark! (Og du skal bare vide, at vi ææææælsker teltferie, selv i den almindelige danske sommer, så hvordan tror du lige, vi havde det i år!)

Umm, teltferie i Danmark…

Indimellem nåede jeg også lige at finde et nyt arbejde og bare det at skifte fra et arbejde til et andet fik virkelig givet mig et nyt perspektiv på mit arbejdsliv. At det rent faktisk var noget, man kan skifte ud, hvis man vil (og er lidt heldig) og at det på den måde ikke er en del af mig, men bare én af flere dele i mit liv. Noget, som gjorde en stor forskel for mig: Mig og mit arbejde

Derudover har der selvfølgelig været de almindelige omgange Roskilde-syge og de mange influenza-agtige sygdomme, en 7 årig med tandbyld, et farvel til en elsket kat midt i sommerferien og alt det andet sygdom, som jeg heldigvis lykkeligt har glemt allerede.

Så har jeg selvfølgelig hæklet. Sjaler, flag, vaskeklude, julehjerter, nej-hatte, katte, karklude, halstørklæder, sugar skulls og ikke mindst hende her til min søde veninde:

Frida Kahlo i fri og hæklet fortolkning

Heldigvis har jeg også massevis af projekter til dette år. Allerede nu har jeg gang i 3 tæpper, 1 sjal, 1 tipi og 1 telt til playmobil.

Og så er der jo drømmen om en hæklet husbåd (altså også til playmobil), ideer til puder, håndklæder, duge og alt det, som jeg slet ikke har tænkt på endnu. Åh, det bliver dejligt Umm, hækling

Jeg havde ingen nytårsforsætter sidste år – andet end at jeg virkelig sku’ huske at bruge tandtråd. Det tager jeg så med igen i år (og så behøver vi vist ikke at tale mere om det…) jeg-har-ikke-noget-jeg-skal-naa/

Senere kom dog alligevel et par mere på: At lære at pifte og at få syet et par stropper fast i badedragten. Det sidste nåede jeg nu godt nok ikke. Jeg endte med at købe en fin lille billig blå i Lidl. Og det der med at pifte? Ja, det vil jeg altså stadig gerne lære, så måske det bliver i år?

Så denne gang bliver det til:

  1. At bruge tandtråd (hej min ven, vi ses nok igen til næste år)
  2. At lære at pifte (åh ja)
  3. At øve mig i at hælde forsigtigt og tålmodigt op fra den nye kaffekande, som drypper så nemt (er ekstra god, fordi den både er zen og praktisk på én gang)

Udover det, så har jeg virkelig ikke noget, jeg skal nå. Andet end at have det godt. Punktum.

Min lille fine elskede nøglering

Året sluttede med, at min mands arbejde gik konkurs, så jeg må sige, at jeg også i år glæder mig til et helt nyt år med uanede muligheder. Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg skal forholde mig til den del af mit liv, men det må komme. Og deraf min indledning: Skal vi ikke bare forsøge at få det til at fungere sammen du og jeg, 2019?

Og godt nytår, forresten.