Om at være til uden at være

Jeg har igen været helt og aldeles unyttig og skrevet et digt i frit fald.

Om at være til uden at være. Tror jeg da nok…

 

Uden nede og oppe

I en glasklokke, der ikke kan tegnes,

svæver jeg i tomrum. Som en kvæstet fjer,

holdt oppe af ingenting.

 

Ingen og ingenting kan nå mig, når

alt kan nå mig og alting kan holde mig nede.

 

Det er ikke længere mig. Det er dig.

Det er jer. Og I er ikke længere

mig.

 

Jeg er ikke mig. Længere. Jeg er

bare en fjer uden jer. I et tomt

rum af ingenting og alt.

 

Uden nede

og oppe.

 

Har du lyst til flere digte, kan du finde mine “gamle” her i Den lille poesibog:

Fungerer bedst på PC – er du på mobilen, men hungrer du bare efter flere digte, kan du finde dem her: Den lille poesibog

Pom-pom-crazy!

Hvis du ikke er fan af pom-pomer, skal du kigge væk nu!

Nu går Etonmess nemlig amok i pom-pomer – mest fordi de er så sjove og nemme at lave. Det sværeste er faktisk at forsøge at klippe dem pæne bagefter, så de både er tætte og stadig runde. Har endda undervejs overvejet at tage dem med til min frisør og få lidt vejledning (og jeg har et spinkelt håb om, at hun ikke vil blive alt for skræmt og synes jeg er alt for mærkelig, fordi vi efterhånden kender hinanden så godt efter mange års klipninger plus en mødregruppe. Et spinkelt håb altså…)

Men hvad pokker skal man dog bruge dem til bagefter?  Det vides endnu ikke helt, men derfor kan man jo godt kaste  sig over dem alligevel og så kan man jo bruge dem eller lade være.  Og jeg har da også fundet et par gode bud på hvad i alverden man kan bruge dem til:

(Tryk på billedet for link til vejledning)

Pynt til tasken sammen med de uundværlige perler og skønne hjemmegjorte kvaster
Verdens nemmeste cupcakes
De små nuttede Valentins-knus, som garanteret også ku’ være gode til barnedåben
Hvem har ikke brug for lidt ekstra liv til døren?

Skæg du selv sidder på – ja, der findes mere endnu!

Nogle gange må man bare grine lidt i hverdagen og lave sig noget sjov. Derfor begyndte jeg sidste år på en ny hobby: Jeg samler nemlig på skæg. Både på mit eget og på andres. Det handler om at give sig selv nogle ekstra pauser til at trække vejret helt ned i maven.

Her er lidt af, hvad jeg har fået samlet sammen siden sidst:

  • Hvis du sidder udenfor med en kop kaffe og vender din kop i den rette vinkel kan du se himlen i din kaffe. Kan det blive mere poetisk end at have himlen i sin kop?
  • Gå en tur, mens du går i takt til “Posemandens bil”. Du ved den med Petersen og Poulsen og Pallesen og Piil tog ud en dejlig sommernat i Posemandens bil. Bilen havde ingen hjul og heller intet rat, men det var osse lige fedt, for det var nemlig nat. (Du kan finde resten af teksten her) Den takt passer simpelthen så godt til at gå i, den er nem at huske og så giver den ingen mening. Perfekt!
  • Tag i Leos Legeland og når du stiller skoene i garderoben (man SKAL nemlig  gå i strømpefødder – også de voksne) så lad som om, du ikke udmærket godt ved, at det er dine fødder, der lugter, når en af de andre gæster bemærker en lidt syrlig lugt. Det er sjovt. Tag også endelig en tur i rutschebanen, nu når du alligevel render rundt i strømpefødder, som var du 7 år igen. Du kan ligeså godt få mest muligt ud af det.
  • Syng med på mindst alle 5 instrumenter, når nevøen synger for til mormors fødselsdags (du ved mormor har fødselsdag, og det har hun jo og det er i dag. Mormor har fødselsdag, og det har hun jo dag. Og hør nu her, hvordan vi alle spille vil og hør nu her, hvordan vi spille vil… Og gi’ den så max gas på trompeten, violinen, trommerne, fløjten og elguitaren. Du vil takke dig selv med en ordentlig krammer bagefter! Og tårerne trillende ned af kinderne af grin – og hvor tit sker det egentlig?

Du kan finde mere skæg, du kan sætte dig på her:

Nyt kapitel i Den Store Roman i Små Bidder – kom og læs med

Så er der igen nyt kapitel i Den store Roman i Små Bidder! Faktisk er der både et nyt kapitel – og der er ryddet op!

Jeg har nemlig samlet mine kapitler i en ny rækkefølge, som viser mere om,  hvor historien (måske) er på vej hen og så har jeg tilføjet en indledning, som fortæller lidt mere om mine tanker.

Og det er jo sådan den er. Den store Roman i Små Bidder. Min legeplads med plads til at springe rundt og få en ny ide i dag, som er endnu bedre end den, jeg fik i går.

Selv om du måske har læst med før, så prøv at genlæs fra starten af – eller spring direkte til det nye kapitel, som du finder på side 7 – du bestemmer jo selv (hvis du altså har lyst – for du skal ikke).

Læs det hele her