Påske, pauser og honningdepoter

En af mine gode kolleger har lært mig om honningdepoter. Altså at give sig selv noget at se frem til. Det er sikkert et eller andet fra Peter Plys. Det er det gerne, når vi voksne har brug for at fortælle hinanden noget klogt, har jeg lagt mærke til. Og det er da bestemt også klogt at lægge honningdepoter ud. Små ting eller arrangementer, man kan gå og glæde sig til.

Hun er rigtig god til at arrangere gode oplevelser, så hun har noget at se frem til. Biografen. En rejse. Middag med hendes mand. Et spændende foredrag. En aften for sig selv i sofaen med en god bog.

Jeg har besluttet, at jeg vil efterligne hende, og jeg har tænkt meget over, hvad der skal ligge i mine honningdepoter. Og jeg er nået frem til, at der nok skal være en middag eller et foredrag her og der, men allermest skal der ligge små pauser i mine honningdepoter. Nogle af dem skal måske være pauser af den slags, hvor man sidder i komplet stilhed og ser ind i en væg, men de fleste skal være pauser af den slags, hvor jeg sætter omverdenens krav på pause og hvor jeg ikke skal være topeffektiv og fleksibel (arbejdet) eller rummelig, kærlig og konsekvent (familien) og bare lige være lidt. Og der er mine hæklerier, min lille mand med hatten og mine foldede æsker helt uvurderlige. Og det samme gælder for mine skriblerier her på Etonmess. At jeg hver uge tvinger min hjerne til at tænke og lægge mærke til verden, giver mig en pause.

For eksempel da jeg skrev mine flade ord for nogle uger siden. Pludselig måtte jeg bare have fat i farveblyanterne og tegne buer og prikker uden om mine fladmaste følelser (Pandekage-flad). 

Og det var bare så dejligt. Det blev til en lille pause ovenpå en dag, som var snublende nær ved at ende i bunken med legetøj over i hjørnet ved siden af kurven med det rene vasketøj, som nu stod der på 6. dag. En pause ikke bare til mig selv, men mest af alt i mig selv.

Og jeg tror jo altså virkelig på pauser. Ikke som den store revolution, der gør alting lykkeligt.  Mere som de små pauser, der kan give den ro, der igen kan gøre at man får samlet den nødvendige styrke til at stå igennem. Eller måske endda i stedet ændre, så der ikke skal stås så meget igennem. Eller bare til at få øje på det dejlige, man måske er så heldig at have i sit liv.

Derfor vil jeg lade en stor del af mine honningdepoter være pauser. Og jeg vil øve mig i at se dem og bruge dem, når de er der. Og så en dag, når Familien er ældre, vil jeg også begynde at lægge foredrag og biografture ind. Men indtil videre vil jeg bare lægge vægt på de små pauser, til at få mig derhen.

Og så kan man jo for eksempel få sådan en skøn påskehilsen ud af en pause:

Inspiret af bycgundersen, som også hjalp med lillebroren her:

Farlige (hækle)forbindelser!

Rigtig glædelig pause og rigtig glædelig påske.

Drømmene har man jo lov at ha’

Især i denne iskolde forårsmåned….

Her kan du læse lidt mere om min lille mand med hatten, som jeg lærte at kende den dag i toget, hvor universet på nederdrægtig vis lokkede mig væk fra kalorierig, men ernæringsfattig mad til hjernen:

Når en lille mand med hat i virkeligheden er det eneste, man har brug for

Pandekage-flad

Efter en uge med overordentlig ekstra meget gang i den i del af livet som bruges på arbejde, en mand med næsten uhåndterbart ondt i ryggen og så en weekend med 2 syge børn, er jeg ærligt talt lidt flad – ovenpå et par måneder inden da med lungebetændelse, influenza og så lidt af det løse.

Jeg er så flad, at jeg er virkelig glad for, at jeg allerede har besluttet, at der ikke er noget jeg skal nå (andet end at forsøge at have det så godt som muligt, mens jeg alligevel er her. Se mere her: Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)).

Men bare det at forsøge at have det så godt som muligt, kan godt virke helt uoverskueligt, midt i al det fladhed. Og det kan nemt blive fanget og gemt under et tæppe af i virkeligheden fuldstændig unødvendige, men meget højtråbende krav.

En weekend med dårlige nætter med hostende børn med to alt for tidlige morgener med dårligdomme og opkast sætter virkelig sine spor ovenpå en hård uge. Og søndag var tanken om en ny uge nærmest ubærlig. Hvordan skulle jeg dog kunne klare mig uden at have kunnet bruge weekenden på at lade batterierne op? Tanken tog næsten over og lagde sig netop som et tykt tæppe over bare det at være.

Indtil der pludselig dukkede en helt fantastisk og oprørsk idé op: Jeg nægter at bruge min weekend på at lade op til arbejdet. Det skal ikke være mit fokuspunkt, for min weekend skal være til mig. Den skal bruges på det, jeg nyder (og nogle gange også på at gøre rent) og det skal være,fordi det gør mig glad og giver mig pauser, og ikke kun for at lade op til at gå på arbejde. Og så må jeg klare arbejdet og arbejdet må klare mig, som jeg er.

Og så skete der lige pludselig noget. For min weekend gik fra at være den værste nogensinde til en af de bedste. For jeg havde passet på min familie. På mine børn. Jeg havde været der for dem og jeg havde skruet helt ned for at give dem ro til bare at være syge med ondt over det hele og lidt for meget feber. Og jeg har holdt om og er selv blevet holdt om.

Jeg er stadig flad og brugt og trænger til at få ladet batterierne op. Men det er for mig selv og ikke for mit arbejde.

1000 gange undskyld forår! Det er min fejl

Undskyld. Undskyld. Undskyld. Det er min skyld.

Snevejret og den sibiriske kulde altså.

Jeg fik først mit kalenderblad for marts måned færdig den 2. marts. Og det må jo uden tvivl være grunden til, at det søde forår ikke har kunne komme igennem til tiden, og at vi derfor har startet den første forårsmåned med snevejr, fygning og sibirisk kulde. Du ved af den slags, der ikke bare giver de almindelig dejlige røde kinder, men istedet de der røde kinder af den stikkende og strenge slags.

Undrer du dig lige nu? Det er fordi, jeg plejer at lave min egen DIY kalender med egne tegninger og ideer:

I år har jeg været lidt bagud på grund af sygdom (Kom så 2018; du kan sagtens nå det endnu! ), men nåede da lige at få fabrikeret januar og februar måned færdig et par dage før månedsstart, men her til marts er det så gået helt galt.

Det var jeg egentlig ok med (Jeg har ikke noget, jeg skal nå (?)), men nu kan jeg jo godt se, at det har været en kæmpe fejl, for hvordan kan det skifte til foråret, når kalenderen ikke engang har det første forårsmåneds-kalenderblad?! Men det fik jeg endelig rådet bod på (selvom vi måtte hen til 2. marts), så nu foråret helt sikkert være på vej:

Et styk marts måned til kalenderen i køkkenet ved siden af ugens madplan

For en sikkerheds skyld er jeg også allerede gået i gang med næste måneds kalender-blad. Ja, faktisk er jeg sprunget direkte til maj, da jeg ikke lige kunne finde på et tema til april måned, men til gengæld ingen tvivl havde om, hvad billedet til maj skulle være:

Kom maj du søde milde (fremstillet med præfabrikerede stempler, men prikkerne har jeg da i det mindste selv fundet på)

April plejer også at være én lang aprilsnar med vejret, så lad os bare springe den over.

Så nu tænker jeg, at det ikke kan vare længe før foråret kommer. Jeg har endda også opdateret snoren til kalenderen med et hæklet og meget forårsagtig bånd, så nu har jeg i hvert fald gjort, hvad jeg kan, så er det bare at krydse fingre for resten.