Genbrug og øhm… genglæd (?)

Jeg har været i gang med en omgang upcycling af cornflakes-pakker. Det er ekstremt hyggeligt og nemt at få til at ligne 1 million kroner (mindst), og jeg er mega-stolt over resultatet.

Som med alt andet upcycling er det dog aldrig helt gratis at få mere ud af ingenting. Fuldstændig som når en rest kartoffelmos fra dagen før skal anvendes næste dag, så koster det lige lidt ekstra i bacon, syltede rødbeder og blødstegte løg (uhmmm, Brændende kærlighed). Ikke helt gratis, men virkelig lækkert. Og sådan er det også her.

Man starter med det rene ingenting:

Tom morgenmadspakke og lommetørklædeæske (godt, at der er nogle fordele ved lige at have været igennem 1 uges influenza)

Så tilføjer man lidt lækkert papir, den skønne pink muresnor (fantastisk opfindelse) og de fineste knapper.

Og lidt god gammeldags limstift og printerpapir og en saks til det grove – og til det fine selvfølgelig.

Det var ren hygge sammen med Børnene, selvom den slags selvfølgelig altid koster lidt ekstra frås på papir-kontoen, men det må man jo finde sig i.

 

 

 

 

 

 

 

Det blev til 2 rigtig fine lommebøger – lidt mere til samlingen. Se også andre ideer her: En drømme-tegnings-idefase-kladde-notesbog

 Den ene skal i hvert fald bruges til at skrive ned hvilke blomster, som var rigtig gode i haven i år – ikke mindst fordi de ikke blev ædt af dræbersnegle! Fuchsia lover godt, kan jeg afsløre. Og at stokrose-frøene fra årets sommerferie sandsynligvis skal plantes op af hegnet i baghaven. Eller er det mon bedre henne ved terrassen? Hmm…

Med den glubende sult Børnene har om morgenen (og indimellem dertil hørende morgengnavne humør), skal der nok snart blive flere tomme æsker til Morens kreationer. Og mon ikke en enkelt eller to skal gives væk? Måske sammen med ét af de fine kort, jeg også fik kreeret:

Så er det da det rene “genglæd”, når man glæder andre med genbrug.

De startede i øvrigt også ud af det rene ingenting:

Se her, hvordan du selv kan kreere de fine notesbøger: www.cremedelacraft.com

Hov! Hvad skete der lige der? Ny hobby på vej

Jeg opdagede den anden dag, at jeg er ved at udvikle en ny hobby af den lidt mere mærkværdige slags. Muligvis grænsende til det lidt skræmmende mærkværdige. Måske ikke ligefrem som i skære-dyrefigurer-af-emmentaler eller et eller andet lignende mærkværdigt, men dog alligevel som en overraskelse for mig.

Så hvis du mangler en hobby til at differentiere dig fra dine alt for ordinære venner på de sociale medier, eller gøre dine børn dybt flove, så læs endelig videre. Hvis du blot har en antropologisk baseret nysgerrighed på, hvad andre mennesker dog kan finde på, så skal du også bare læse mere. Og trænger du bare til at fnise lidt og måske endda være lettet over, at det trods alt ikke var værre, så kan du også roligt gå videre nedenfor.

Jeg var ude at gå en aften for at få lidt luft til krop og hoved. Jeg havde forventet at gå med snuden i sky, fordi jeg jo er så glad for at se op (Kig op!). Men pludselig opdagede jeg, at jeg tværtimod gik og kiggede ned. Og det var ikke efter små sensommerblomster eller spændende mønstre i de rustikt revnede fliser. Næ, jeg kiggede efter kloakdæksler!

Pludselig så jeg mig selv rende rundt og lede efter nye smukke (!) dæksler. Hvilket mønster havde de mon? Eller hvilket tal mon den næste på min vej ville ha’? Så gik jeg der og brugte 10 min på at gå 300 meter ned ad gaden, mens der åbnede sig en helt ny verden. Frem og tilbage over vejen og over på det andet fortov for at undersøge dæksler dér og ned af sidegader for at blive endnu mere forundret. Og  sikke en dejlig lille tur jeg fik ud af det. En ren fornøjelse.

Se selv:

Som sagt: Måske ikke ligefrem emmentaler-figur-mærkværdigt, men dog alligevel mærkværdigt.

 

Den bedste bog, jeg aldrig har læst

Da jeg for noget tid siden skrev om at holde pauser, skrev jeg også lidt for sjov om at finde en vejleder. Helt specifikt én, der gik langsommere end mig, som kunne hjælpe mig til at gå lidt ned i gear. Læs det her: Pauseskærm, hvis du ikke allerede har læst det, og det bare ingen mening gi’r lige nu.

Det fik mig til at tænke på, at vi alle er vejledere og guider for hinanden. For det er vel egentlig sådan, livet er: Man møder mennesker, som man deler vej og liv med et stykke tid. Og her kan man støtte hinanden eller det modsatte. Vi er altid en del af hinandens liv på godt og ondt.

Det fik mig så til at tænke på den bedste bog, jeg aldrig har læst (!). Men det gør heller ikke noget, for jeg har ikke brug for mere end titlen: “It Takes a Village: And Other Lessons Children Teach Us” (i øvrigt af Hillery Rotham Clinton, hvis du selv skulle have lyst til at læse den).

Jeg har googlet mig frem til, at det stammer fra et afrikansk ordsprog, og at tanken er, at et barn har den bedste mulighed for at blive en helstøbt person, når hele landsbyen tager aktivt del i barnets opvækst.

Og det tror jeg lige præcis på. Et godt liv kræver en hel landsby eller i hvert fald et fællesskab. Vi er ikke noget uden hinanden, og vi er hele tiden noget for hinanden uanset, om vi er bevidste om det eller ej.

Nogle gange ved man det og gør det bevidst, som forældre, kæreste eller veninde og ven. Andre gange er det mere tilfældigt, som når vi husker at gøre plads for hinanden på fortovet eller i bussen. Når vi husker at spørge til en kollegas dårlige ryg, syge barn og er der for en anden. Eller når vi bliver ved med at holde fast i et menneske, selvom de bliver ved med ikke at kunne komme videre fra en skilsmisse, et dødsfald eller en anden krise og du oplever, at de tager mere energi, end de giver.

Eller når vi anerkender klassens ballademager for det gode, han eller hun også gør. Eller når vi decideret opdrager på dem og dermed udpeger de rammer, som vi sammen indgår i og på den måde gør dem til en del af vores fællesskab. Eller altså når en stakkels medpassager bliver min vejviser i de 90 sekunder, det tager at gå op af trappen på Vesterport station.

Det er, når vi viser vej for hinanden, at vi tager vores fællesskab alvorligt, og det er, når vi får vist vej af andre, at vi bliver draget ind i det fællesskab, som er så vigtigt for selvværd og velvære.  Og det gælder både for børn og voksne – vi bliver de mest helstøbte personer ved at passe på hinanden.

Læs kapitel 7 i Den Store Roman

Så er der nyt kapitel i Den Store Roman. Det er muligvis kapitel 7, hvis jeg ikke finder på at flytte det rundt eller skrive det sammen med et andet, men lige nu er det i hvert fald kapitel nummer 7.

Hun ved jo godt, at det på ingen måde er ud af ingenting, men det føltes ligesom ekstra dejligt at krakelere helt ud af det blå.

Du kan nyde det nu, og så kan du måske være heldig at nyde det igen senere med tilføjelser, ændringer og måske endda med nyt kapitelnummer! Åh ja, der kan ske meget her i livet.

Find det her: Om Den store roman i små bidder