Pauseskærm

Jeg har fundet et trick! Du ved, når jeg styrter af sted i verden, og verden styrter af sted inde i mit hoved. Så er det, jeg retter mig op og ser mig omkring og finder en vejviser. Og jeg mener det helt bogstaveligt.

Det er gerne på vej i fuld fart mod arbejdet, at jeg opdager, at jeg styrter (afsted). Derfor kigger jeg mig rundt på stationen for at finde en af de der irriterende langsomme medborgere med de sløve ben og de tunge fødder. Du kender dem nok godt. De er alle vegne: I Netto, i kantinen, på gågaden, på cykelstien eller i skolegården, når du skal hente, inden alting lukker.

Men nu irriteres jeg ikke. Jeg glæder mig, fordi jeg har fundet mig min guide til et bedre liv. Så følger jeg efter dem hen af perronen og op af trappen. Tvunget ned i gear og tvunget til at affinde mig med den tid, som livet nogle gange bare skal have.

Bare rolig, jeg følger ikke efter dem hele vejen, til hvor de nu skal hen, og jeg stopper også i god tid, før det bliver pinligt. De hjælper mig bare lidt på vej på den del, hvor vi alligevel skal samme vej. Og der på vores fælles vej får jeg hjælp til at bryde min ujævne og alt for hastige rytme og finde ind i en anden, roligere og sundere. Nej, det varer ikke hele dagen, men hver pause hjælper. Det er jeg sikker på. Prøv selv.

Jeg har dog også andre gode fif, hvis du ikke er klar til at følge efter helt tilfældige fremmede, men gerne vil blive lidt bedre til at holde nogle små pauser, hvis du også indimellem oplever, at du styrter (afsted). De er markeret med * efter sværhedsgraden, som var de en hækleopskrift.

* Nemt – det gør du bare.

** Er lidt sværere og skal måske lige planlægges lidt.

*** Skal trænes et par gange, men husk: Øvelse gør virkelig mester.

  • At sætte mig på en bænk og vende hovedet mod solen i stedet for mobilen, når jeg venter på toget. *
  • At huske at kigge op (se også her, hvis du vil vide, hvorfor jeg er så begejstret for at kigge op). *
  • At lave en lille strækøvelse i garderoben på arbejdet (og håbe på, at jeg er færdig, inden nogen kommer ind): Stå med hænderne mod hinanden foran brystet. Træk vejret ind og stræk armene bagud og skyd brystet frem. Ånd ud og saml igen hænderne foran brystet ved at føre armene tilbage i en vandret cirkel. Træk vejret ind og stræk armene op over hovedet. Ånd ud og og før dem i en cirkel langs kroppen tilbage igen. **
  • At huske mig selv på, at nogle gange er det godt nok at gøre sit bedste – også selvom det ikke er lige så godt, som jeg håbede på. ***
  • At smile til barnet i indkøbsvognen foran i køen. *
  • At smile til den voksne foran i køen. **
  •  At gå en tur i haven og kun kigge på blomster og grønt og glemme alt om græsset, der bare vokser og vokser. *
  • At slå det græs, der bare vokser og vokser og glemme alt om hækken, der også bare vokser og vokser. **
  • At lede efter firkløver i græsset istedet for at slå det. *
  • At kigge på stjerner – og hvis jeg ser et fly, så lade som om, det er et stjerneskud. *
  • At huske, at det hele tæller med. Også selvom det bare er bittesmå pauser på 30 sekunder efter det der firkløver. For hver gang jeg holder bare en lille pause, bliver den fine lille afslapningsbeholder, som jeg har i mig, fyldt med mere og mere ro, og det bliver lidt lettere at holde de lidt længere pauser og nyde livet lidt mere i min egen fart istedet. ***

(Jeg tror i øvrigt, at den der afslapningsbeholder er en gammel lidt rusten og bulet kagedåse med det sødeste mønster af ballerinaer og tekopper i blå og grønne nuancer med et stænk af guld).

Var det noget med et lille vidunder?

Georginer! Ét af havens fineste kunstværker. Hvis man  ser efter, er hver eneste én simpelthen noget af det smukkeste, man overhovedet kan tænke sig – om de er i blomst, stadig gemt i knop eller endda ved at være færdige. Tag en lille pause, og nyd de her små skønheder (husk at trække vejret helt ned i maven, så bliver pausen endnu bedre). 

(PS er du på mobil, så nøjes med at “scrolle” ned, men er du på pc, så klik og åbn for det mest vidunderlige slideshow, du kan tænke dig).

En drømme-tegnings-idefase-kladde-notesbog

Jeg har kreeret mig en særlig notesbog. Den skal bruges til at nedfælde de kreative ideer, inspirationer og tanker, som dukker op. Eller måske bare lige dem, jeg husker, at jeg har – og som jeg får taget mig sammen til at skrive ned. I hånden! Hvordan skal det dog gå?

Den startede helt kedelig og sort, og det gik jo slet ikke.

 

 

 

 

Heldigvis fik jeg inspiration herfra: http://ohmycrafts.blogspot.dk

Og så skulle der bare lige en lille smule ekstra til:

  • Kulørt papir (hvis jeg da kan bestemme mig for en farve)
  • Grønt garn til en hæklet ryg
  • Washi-tape (husk det nu folkens: Gå aldrig hjemmefra uden!)
  • Og så lidt stofbånd fra en gammel gaveindpakning (ja, jeg ved det godt, inden længe så løber jeg også rundt juleaften og snupper gavepapiret fra familien og gemmer det, for man ved jo aldrig….)

Jeg var helt sikker på, at jeg skulle bruge tapen med byen, men det blev så ikke denne gang. Den er ellers så fin.

Og så kan de geniale ideer ellers bare komme strømmede.

Det kan muligvis ske, at de skal hjælpes lidt på vej, men man skal jo starte et sted…

Ugen i haiku

Jeg har skrevet hverdags-haiku.

Ryster du nu på hovedet og siger, hvad søren/filan/pokker er det? Ja, så har din hjerne sandsynligvis fjernet din viden om klassiske japanske haiku-digte for at få plads til mere lødig information. Muligvis i et anfald af rengøringsvanvid. Men fortvivl ikke. Her får du en kort introduktion fra internettet:

Haiku er en japansk lyrikform med strenge formkriterier fra 1600-tallet. Et haikudigt består som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med henholdsvis fem, syv og fem stavelser (Wikipedia.dk).

Klassisk haiku handler om noget, man oplever med sine sanser: ser, hører, føler, lugter eller smager. De foregår i nuet, beskriver en begivenhed, som når man “fanger en situation” med sit kamera. (www.sys-matthiesen.dk).

Så, nu er du vist klar:

Mandag
Kaffen damper varmt.
Første tår brænder tungen.
Det er jo mandag.

Tirsdag
Dagen er slut nu.
Månen sender mig i seng.
Kys fra Manden min.

Onsdag
Arbejdsdag er slut.
Løber forpustet til tog.
Jeg henter i dag.

Torsdag
Snart er det weekend.
Kan vi slippe for indkøb?
De får knækbrød med.

Fredag
Det er Disney sjov.
Fejrer weekend i sofa.
Midt i slik og knus.

Lørdag
Skyerne er grå.
Blomsterne blomstrer i trods.
Sommeren er dansk.

Søndag
Det er jo godt nok.
Klippet hæk langt om længe.
Børn, liv, kys og kaf’.

Jeg har været på stranden

Jeg har brugt en stor del af min ferie på stranden. Ikke badet i hverken sol eller saltvand, selvom jeg faktisk havde hovedet under én gang! Næ, det var vejret ikke lige til, men det er også ok med mig.

For selvom solen er dejlig, og der ikke findes noget bedre end en lys lun sommeraften, så har jeg det heldigvis sådan, at jeg ikke har brug for solen for at få noget ud af min sommerferie. Jeg har bare brug for at holde fri – og det er jo ret praktisk, når man nu absolut skal holde ferie i Danmark.

Jeg tror faktisk, at jeg er ret god til det med at holde fri.

Jeg sagde engang til min chef, at jeg bare gerne ville holde fri hver dag – det var efter sidste sommerferie, hvor det jo er oplagt at tænke i de baner, når hverdagen starter igen. Hun kiggede på mig, nærmest sådan over brilleglassene endda, selvom hun slet ikke har alderen til det. Efter at have kigget lidt sagde hun “Det tror jeg ikke du vil – du vil komme til at kede dig” og jeg tænkte bare  “Åhhhh chef, du kender mig så dårligt”.

Jeg ved, at jeg kunne fylde dagene med frivilligt arbejde for flygtninge, lektiehjælp i provins-ghettoen, indsamling af tæpper til de hjemløse, organisering af loppemarked for børnehavens legeplads eller for Kvinde-krisecenteret, finde finansiering af børneyoga til Den Ældstes klasse eller yoga til kræftramte, hækle sprutter til neonatal-afdelinger, glo ud i luften, gå lidt i selvsving, være sammen med mine børn i mere end 4 timer på en hverdag (åh det regnskab var ikke sjovt), lære at male, skrive et par bøger og måske endda lære vores børn, hvordan de finder deres egen vej i rotteræset mellem Pisa-test, selviscenesættelse og fremdrift-reformer. Åh jo, jeg kunne godt få tiden til at gå. Jeg skulle bare lige ha’ fundet en løsning på det med økonomien…

Men det var jo historien om stranden, jeg kom fra, og som ovenpå drømme om andre hverdage, er lidt svær at komme tilbage til, men måske lige derfor så vigtig at finde frem igen. (Tag i øvrigt ikke fejl – jeg holder også af hverdagen og af at udfolde mig på arbejdet, løse opgaver og være til gavn og den slags, men jeg vil bare gerne have lidt mere indflydelse på dén hverdag).

Stranden var for øvrigt ikke engang en sandstrand. Nej, det var den slags, som er dejligt fyldt med sten i alle former og farver. Og jeg fandt så utrolig mange flotte, som jeg har taget med hjem – godt hjulpet af Ungerne.

Nogle af dem var særligt særlige. Som for eksempel skindskraberen fra stenalderen – vi er næsten helt sikre her i familien.

Eller smileyen her, som lå og blinkede til mig nede fra havbunden, da jeg var på jagt efter muslinger til krabbe-madding.

Eller hjertet, som vi har passet ekstra godt på. 

Alle 3 er den slags sten, som både kan og absolut må og skal tages som gode varsler.

Der var også flere hilsener fra tidligere tider og andre hverdage:

Jeg fandt også flere, som ganske tydeligt kun var ude på én ting, nemlig lækkerier. Og det skulle de selvfølgelig ha’:

Hvad de så skal tages som varsler på, det er jeg ikke helt sikker på endnu. Stensikkert noget godt. Hø hø.